Raketter affyret mod militærbase med amerikanere i Irak

1. OKT 2024 • 00:55UDLAND

Mindst to katjusjaraketter er blevet affyret mod en militærbase nær lufthavn i Bagdad.

Et raketangreb er blevet affyret mod en militærbase nær lufthavnen i Bagdad i Irak, hvor amerikanske soldater opholder sig.

Det oplyser to unavngivne irakiske militærkilder til Reuters sent mandag aften.

Det drejer sig om mindst to katjusjaraketter. Luftværnet afværgede angrebet, lyder det.

En indledende efterforskning viser, at i alt tre raketter blev affyret - inklusive en, som landede nær bygninger, der bliver brugt af irakiske antiterrorstyrker.

Her var der skader og ild i nogle køretøjer, men ingen dræbte eller sårede, lyder det fra de to sikkerhedskilder.

Den 11. september 2024 blev en bygning, der huser amerikanske diplomater, angrebet i Bagdad. Der har ikke været meldinger om dræbte efter angrebet.

USA har i år indgået en aftale med Iraks regering om at afslutte en amerikanskledet koalitions mission inden september 2025. Det oplyste USA og Irak i en fælles meddelelse i slutningen af september.

Der vil herefter være bilaterale sikkerhedspartnerskaber - altså aftaler mellem de to lande.

USA har siden 2014 ledet en koalition, som har haft til formål at bekæmpe Islamisk Stat i Irak og Syrien.

Danmark deltager ifølge Forsvarsministeriets hjemmeside i den amerikanskledede Operation Inherent Resolve. Det fremgår ikke, hvor mange soldater der er tale om.

Ifølge nyhedsbureauet AP er der også usikkerhed om, hvor stort det amerikanske bidrag, som aktuelt er på 2500 soldater, kommer til at være i fremtiden.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

30. SEP 2024 • 21:53UDLAND
Georgia skrotter stram abortlov
FÅ ABONNEMENT