Gauff laver færrest fejl og spiller sig videre i sæsonfinalen

5. NOV 2024 • 18:21SPORT

Med to sejre i to kampe er amerikanske Coco Gauff klar til semifinalen i kvindernes sæsonfinale.

Coco Gauff er for andet år i træk klar til semifinalerne i WTA Finals, der er sæsonfinalen for verdens bedste kvindelige tennisspillere.

Den 20-årige amerikaner nedlagde tirsdag aften polske Iga Swiatek og bookede som den anden spiller en plads videre i turneringen.

Mandag sikrede belaruseren Aryna Sabalenka sig avancement fra den lilla gruppe, hvor Jasmine Paolini og Zheng Qinwen kæmper om den anden billet.

Gauff og Swiatek er en del af den orange gruppe, hvor Swiatek nu står med en sejr og et nederlag efter to kampe. Det samme gør sig gældende for tjekkiske Barbora Krejcíková, mens Gauffs landsmand Jessica Pegula er uden sejr.

Dysten mellem Gauff og Swiatek var præget af et hav af fejl. I løbet af den 1 time og 49 minutter lange kamp blev spillerne i alt noteret for 80 uprovokerede fejl. Værst så det ud for Swiatek, som lavede hele 47 af slagsen.

I perioder handlede det nærmest bare om at holde bolden i spil for at vinde duellerne.

Gauff havde godt fat i første sæt, hvor hun ikke gav polakken en eneste breakbold, mens hun selv udnyttede to.

Andet sæt var en langt mere åben affære, men kampen vil ikke blive husket for det smukke tennisspil.

Spillerne brød hinanden på skift, men til sidst strammede Coco Gauff grebet og lukkede kampen på første mulighed.

WTA Finals afvikles i Saudi-Arabien og har en samlet præmiesum på knap 105 millioner kroner.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT