Dan Jørgensen forsvarer atomkraft som del af vejen til grøn energi i EU
Tidligere har Dan Jørgensen som dansk politiker talt imod atomkraft, men nu forsvarer han det under en høring.
Dan Jørgensen forsvarer under en høring i EU-Parlamentet atomkraft som en del af vejen til grøn omstilling i EU.Dermed gør den danske politiker det klart, at han loyalt vil arbejde for EU-landenes ret til at indrette deres egen energiforsyning, hvis han bliver EU-kommissær for energi og boliger.
- Atomkraft er og vil blive ved med at være en del af det europæiske energimix. Atomkraft er en del af løsningen til at afkarbonisere det europæiske energisystem, siger Dan Jørgensen.
Han siger, at der "ikke findes noget scenarie", hvor verden kan leve op til målsætningen om at holde temperaturstigningerne under 1,5 grader uden brug af atomkraft.
Dan Jørgensen har ellers tidligere i sin rolle som dansk politiker talt imod atomkraft. Det skete med henvisning til den høje pris, risikoen for ulykker og problemer med atomaffald.
Som EU-kommissær skal Dan Jørgensen dog loyalt varetage EU-landenes interesser. Derfor må han forlade nogle af sine synspunkter fra tiden som dansk politiker.
Blandt andet det store EU-land Frankrig er dybt afhængig af atomkraft. Mere end 70 procent af den franske produktion af strøm kommer fra atomkraft. Derfor kan Dan Jørgensen som EU-kommissær ikke kæmpe imod atomkraft.
- Generelt er vi ikke for kernekraft i Danmark. Og jeg er også i tvivl om, hvorvidt vi nogensinde får det i Danmark.
- Men vi har udtrykt det meget klart i EU-traktaterne, at det er op til de enkelte EU-lande, hvordan de vil indrette deres energimix. Der er i dag 12 EU-lande med atomkraft og omkring 100 værker. Der vil sandsynligvis komme flere. Det respekterer jeg, siger Dan Jørgensen.
Et spørgsmål, som presser sig på for den danske kommissær, er udbredelsen af "små modulære reaktorer" i EU. Dem har EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, i sin "mission letter" til Dan Jørgensen bedt om at få udbredt.
Dan Jørgensen lover at følge opgavebeskrivelsen fra Ursula von der Leyen, men industrien har en rolle at spille.
- I forhold til små modulære reaktorer mener jeg, at det er vigtigt, at jeg ikke kaprer processen.
- Det er industrien, der skal investere i dem, og de er fortsat ved at analysere det, siger Dan Jørgensen.
Han understreger igen, at beslutningen om brug af atomkraft er op til de enkelte EU-lande.
- Jeg er glad for, at vi er i en situation, hvor Danmark aldrig vil blive tvunget til at indføre kernekraft. Ligesom andre lande ikke vil blive tvunget til at opgive den.
- Hvis jeg bliver kommissær, vil jeg arbejde i dyb respekt for EU-traktaterne, siger Dan Jørgensen.
På spørgsmål fra en fransk politiker giver Dan Jørgensen dog ikke noget løfte om at stille EU-finansiering til rådighed for opførelsen af atomkraft.
Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, har tidligere talt for at opføre seks nye atomreaktorer for at leve op til Frankrigs klimamål i 2050.
Tirsdagens høring er en del af processen frem mod dannelsen af den næste EU-Kommission.
EU-Parlamentet skal stemme for den samlede EU-Kommission, før Dan Jørgensen og de øvrige kandidater til kommissærposter kan indlede arbejdet.
/ritzau/