Putin godkender skærpet atomdoktrin efter ny linje fra USA

19. NOV 2024 • 12:24UDLAND

Ny doktrin ses som en reaktion på, at USA ifølge flere medier har tilladt Ukraine at angribe mål i Rusland.

En opdateret doktrin for brug af atomvåben er tirsdag blevet godkendt af Ruslands præsident, Vladimir Putin.

Doktrinen fastslår, at Rusland må svare igen med atomvåben, hvis landet bliver udsat for et angreb med konventionelle våben, og hvis angrebet er støttet af en atommagt.

Det skriver Reuters.

Beslutningen om at opdatere doktrinen kommer, efter at USA's præsident, Joe Biden, ifølge amerikanske medier har tilladt Ukraine at bruge langtrækkende amerikanske missiler til angreb på Rusland.

Doktrinen ses som et modsvar på den nye amerikanske linje.

Med den nye doktrin sænkes barren for, hvad der skal til, før Rusland er berettiget til at bruge atomvåben.

USA er en atommagt. Hvis Ukraine bruger konventionelle missiler, der er leveret af USA, til et angreb på russisk territorium, vil Rusland ifølge den nye doktrin dermed være berettiget til at anvende atomvåben.

Ifølge doktrinen vil en "aggression" fra ét medlem af en koalition blive anset som en aggression fra hele den pågældende koalition.

Det betyder eksempelvis, at en amerikansk optrapning vil blive opfattet som en optrapning, hele forsvarsalliancen Nato står bag.

Af doktrinen fremgår det, at aggressioner mod Belarus, der er Ruslands nære allierede, sidestilles med aggressioner mod Rusland.

Hvis Rusland eller Belarus bliver truet "med brug af konventionelle våben", der udgør en "kritisk trussel mod deres suverænitet og territoriale integritet", vil Rusland overveje at angribe med atomvåben.

Ifølge Reuters har Rusland og USA tilsammen 88 procent af alle atomvåben i verden.

Krigen i Ukraine begyndte med Ruslands invasion 24. februar 2022. Tirsdag er krigens dag nummer 1000.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT