Produktion af solenergi i EU overstiger kul for første gang
11 procent af EU's elproduktion kom i 2024 fra solenergi, mens 10 procent kom fra kul, viser rapport.
For første gang nogensinde har solenergi overhalet produktionen af kul i EU's samlede elproduktion fra 2024.Det viser en rapport fra tænketanken Ember natten til torsdag.
- Solenergi blev EU's hurtigst voksende energikilde i 2024 og overhalede for første gang kul. Vindkraft er fortsat EU's næststørste strømkilde næst efter atomkraft, lyder det.
10 procent af elproduktionen kom fra kul, mens 11 procent kom fra solenergi.
Rapporten viser desuden, at elproduktionen fra fossile brændstoffer overordnet set var historisk lav i 2024.
29 procent af EU's elproduktion kom fra fossile brændstoffer.
Allerede i juli havde vind og sol overhalet kul og gas i det samlede strømforbrug i EU, viste en opgørelse over de første seks måneder af 2024. Her udgjorde elproduktionen fra fossile brændstoffer 27 procent.
Ifølge Chris Rosslowe, der er senioranalytiker ved Ember og hovedforfatteren bag rapporten, har hastigheden af overgangen til vedvarende energi overgået alles forventninger.
- Fossile brændstoffer er ved at miste grebet om EU's energi, siger han.
Han understreger dog, at der stadig er arbejde at gøre.
- Vi skal skrue op for vores indsats - særligt i vindsektoren, siger han.
Blandt andet skal Europas elsystem øge sin lagerkapacitet for at få mest muligt ud af den vedvarende energi, påpeger Rosslowe.
Det står også i rapporten:
- Der er brug for mere lagring og fleksibilitet på efterspørgslen for at opretholde væksten, og for at forbrugerne kan høste alle fordele af den store mængde solenergi, lyder det.
Her foreslår Ember at placere et batteri sammen med solcelleanlæggene, så det bliver nemmere at lagre energien.
Fossile brændstoffer er den samlede betegnelse for kul, mineralolie og naturgas.
Ifølge tænketanken gør solenergi fremskridt i alle EU-lande, og over halvdelen har enten stoppet produktionen med kul eller reduceret andelen til mindre end fem procent af energiproduktionen.
Kul er det mest forurenende fossile brændstof.
/ritzau/AFP