KØB ABONNEMENT

Politiet undersøger brud på sikkerhedshegn ved tysk lufthavn

UDLAND • 18. OKT 2026 • 08:56

Drone med sprængstof er tidligere fundet ved lufthavnen i Leipzig. Nu er der sket et brud på sikkerhedshegnet.

Tysk politi siger søndag morgen, at det efterforsker et brud på et sikkerhedshegn ved lufthavnen i Leipzig.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters og en række tyske medier.

Medierne skriver, at et køretøj formentlig er kørt gennem hegnet.

Det fremgår ikke, om politiet mistænker, at der har været tale om en bevidst handling, og hvem der i så fald kan have stået bag.

Den efterfølgende efterforskning har ikke ført til fund af uvedkommende personer eller mistænkelige genstande.

Lufthavnen har indtil videre lukket for flytrafikken på en af sine landingsbaner, skriver Reuters.

Efterforskningen kommer til at fortsætte i løbet af dagen.

I august fandt efterforskere en drone lastet med sprængstoffer nær en landingsbane i samme lufthavn. Tyske embedsmænd erklærede senere, at Rusland stod bag hændelsen.

Rusland har afvist anklagerne.

Dronen blev fundet den 4. august i år.

Dele af lufthavnen, som er et af Europas største fragtknudepunkter, måtte lukkes, inden den senere kunne genoptage driften.

Ingen kom til skade ved hændelsen, som fik tysk antiterrorpoliti til at iværksætte en efterforskning.

Det var på baggrund af den efterforskning, at Tyskland pegede på Rusland som den formodede aktør bag hændelsen.

Selve dronen og teknologien pegede desuden i retning af, at professionelle kræfter med en høj grad af ekspertise stod bag, forklarede Tysklands indenrigsminister, Alexander Dobrindt, i starten af september.

Chefen for den tyske udenrigsefterretningstjeneste, Martin Jäger, advarede i starten af oktober om en intensiveret "skyggekrig" fra Ruslands side.

- Intet andet land udgør så direkte, omfattende og konkret en trussel mod Tyskland, sagde han under en offentlig høring i Forbundsdagen.

Spionchefen henviste netop til hændelsen i lufthavnen i Leipzig under høringen.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT