KØB ABONNEMENT

Russisk olieterminal i brand efter ukrainsk droneangreb

UDLAND • 18. OKT 2026 • 09:36

Ifølge russiske medier er der i løbet af natten nedskudt 126 ukrainske droner. Én person har mistet livet.

En olieterminal i russiske Sankt Petersborg står i flammer, efter at ukrainske droner tidligt søndag morgen har ramt anlægget.

Det oplyser byens guvernør, Aleksandr Beglov, ifølge AFP.

Branden vedrører et oliedepot og et lager. Terminalen blev også ramt under et angreb i juni.

Foruden olieterminalen er også et datacenter blevet ramt. Ifølge Reuters står også dette i brand.

Det samme gælder et logistikcenter for onlineforhandleren Ozon.

Droneangrebet har påvirket flytrafikken fra en af landets travleste lufthavne.

"Af sikkerhedsmæssige årsager" er der indført driftsbegrænsninger i den internationale lufthavn Pulkovo.

Guvernøren har desuden skrevet i et opslag på Telegram, at områdets luftforsvarssystemer er i drift.

Ifølge det russiske nyhedsbureau Tass har landets militær nedskudt 126 ukrainske droner over regionen.

Det oplyses desuden, at der i løbet af natten samlet er nedskudt 1015 ukrainske droner over Rusland, skriver Reuters.

Guvernøren oplyser, at én har mistet livet, mens fem er blevet såret i angrebet.

Droneangrebet kommer i kølvandet på, at den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, tidligere på ugen udtalte, at Kyiv ville genoptage angrebene på russiske raffinaderier.

Ifølge ham er det en insisteren på at stå op for Ukraine, mens støtten fra USA har været aftagende.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, har den seneste uge indgået en aftale med russiske præsident Vladimir Putin om eksport af russisk diesel.

Til gengæld har Trump sat en række sanktioner og toldsatser mod Rusland på pause.

Pausen vil ifølge USA's udenrigsminister, Marco Rubio, foreløbig gælde i 60 dage.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT