KØB ABONNEMENT

Politi støder sammen med demonstranter i italienske byer

UDLAND • 17. OKT 2026 • 21:04

Italienske borgere har demonstreret mod høje leveomkostninger. Det har ført til flere sammenstød med politiet.

Italiens politi har lørdag affyret tåregas, efter at være blevet angrebet af demonstranter.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Demonstranterne kastede ifølge nyhedsbureauet sten efter politiet på pladsen foran Milanos gotiske katedral.

Italiens premierminister, Giorgia Meloni, har lørdag aften kommenteret hændelserne i et opslag på X.

- Jeg har stor respekt for de tusindvis af mennesker, der i dag har demonstreret fredeligt. Uanset hvilke idéer man demonstrerer for, er deltagelse grundlaget for ethvert sundt demokrati, skriver hun og tilføjer:

- At demonstrere er en ret. At sætte vores byer i brand er det ikke.

Premierministeren opfordrer politiske kolleger til at fordømme voldshandlingerne i forbindelse med demonstrationerne.

Der har været sammenstød mellem politi og demonstranter i både Milano og Bologna.

I sidstnævnte har politiet gjort brug af en vandkanon i et forsøg på at sprede folkemængden.

Der er i forbindelse med demonstrationen anholdt syv personer, efter at den udviklede sig voldeligt.

I Milano forsøgte politiet også, iklædt kampudstyr, at fjerne flere maskerede demonstranter fra den luksuriøse shoppingarkade Galleria Vittorio Emanuele II.

Her lukkede butikkerne skodderne, og turister flygtede fra byens centrum.

Metrostationen Duomo blev lukket i forbindelse med sammenstødene, hvor flere personer menes at være kommet til skade.

Der demonstreres mod høje leveomkostninger. Lignende demonstrationer har samme dag fundet sted flere steder i Frankrig.

Også i Portugal er der lørdag blevet demonstreret mod høje boligpriser og andre stigende leveomkostninger.

Her gik titusindvis på gaden i landets hovedstad, Lissabon.

Boligpriserne i Portugal er fordoblet siden 2017. Det har udløst en af de værste kriser i Europa i forhold til at have råd til en bolig.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT