Polen afviser russisk anklage om at ny missilbase øger atomtrussel

21. NOV 2024 • 11:07UDLAND

Rusland hævder, at en amerikansk base øger atomtruslen. Polen fastslår, at basen skal bruges til forsvar.

Der er ingen atomvåben på en ny amerikansk militærbase i Polen, og missilbasen skal ikke bruges til angreb, men til forsvar.

Sådan lyder det fra det polske udenrigsministerium, efter at Ruslands udenrigsministerium har hævdet, at basen øger den generelle atomtrussel.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

- Den type trusler vil bestemt være et argument for at styrke Polens og Natos luftforsvar, siger talsmand for Polens udenrigsministerium Pawel Wronski torsdag formiddag.

Missilbasen er en del af forsvarsalliancen Natos større missilskjold.

Den ligger i Redzikowo nær Polens østersøkyst og blev indviet 13. november.

Etableringen af missilbasen i Polen beskrives som "endnu en åbenlys provokation" fra USA's og Nato-alliancens side af en talskvinde for det russiske udenrigsministerium.

Det skriver det statslige russiske nyhedsbureau Tass.

- Dette er endnu en åbenlys provokation i en række af særdeles destabiliserende strategiske træk begået af USA og dets allierede i Nato.

- Det flugter med Natos langvarige, destruktive praksis med at flytte Natos militære infrastruktur tættere på de russiske grænser.

- Det fører uundgåeligt til større strategiske risici og - som en konsekvens heraf - en forværring af de globale atomtrusler, siger Maria Zakharova, der er talskvinde for Ruslands udenrigsministerium.

Hun tilføjer, at basen i Polen er blevet føjet til Ruslands liste over "prioriterede mål" for potentielle russiske angreb.

Basen har været undervejs siden 00'erne og kan ifølge Nato opfange kort- og mellemdistancemissiler.

Natos missilskjold udgøres af baser i Polen og Rumænien, amerikanske krigsskibe, der er placeret på en flådebase i Spanien, og et radarbaseret advarselssystem i Tyrkiet.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT