Pilot dræbt da F-16 fly styrtede ned under øvelse i Polen
Inden en flyopvisning i Polen er et kampfly af typen F-16 styrtet ned. Piloten er omkommet, oplyser talsmand.
Et F-16-fly fra det polske luftvåben er torsdag styrtet ned under en øvelse forud for en flyopvisning i Radom i det centrale Polen.Piloten blev dræbt ved styrtet.
Det oplyser en talsmand for den polske regering torsdag aften.
- Tragedie i Radom. Under forberedelserne til en flyopvisning styrtede et F-16-fly ned. Desværre omkom piloten, skriver talsmand Adam Szlapka i et opslag på X uden at oplyse yderligere detaljer.
Landets forsvarsminister er torsdag aften ankommet til stedet.
- En pilot fra den polske hær døde, da et F-16-fly styrtede ned. En officer, der altid tjente sit land med omhu og stort mod. Jeg hylder hans minde, skriver forsvarsminister Wladyslaw Kosiniak-Kamysz på X.
Hæren oplyser, at flyet kom fra en luftbase nær byen Poznan.
Der skete ingen skade på andre end piloten, meddeler hæren videre.
Ifølge polske medier styrtede flyet ned på landingsbanen omkring klokken 19.30.
Optagelser, som er bragt i polske medier, viser F-16-flyet lave akrobatiske manøvrer i luften, hvorpå det brager ned på jorden og bryder i brand.
Weekendens planlagte flyshow er aflyst efter styrtet, skriver polske medier.
/ritzau/