Topchef for Danish Crown stopper efter knap ni år

3. JUN 2024 • 11:52ERHVERV/POLITIK

Der er ikke fundet en ny topchef i Danish Crown. Jais Valeur fortsætter, indtil afløser er på plads.

Jais Valeur stopper som topchef i Danish Crown efter at have siddet som administrerende direktør i knap ni år.

Det oplyser Danish Crown i en pressemeddelelse.

Han fortsætter på posten, indtil der er fundet en afløser, lyder det.

- Det er både bestyrelsens og Jais' vurdering, at Danish Crown har brug for nye og fortsættende ledelseskræfter til den omfattende opgave, som skal løftes i de kommende år, siger Danish Crowns bestyrelsesformand, Asger Krogsgaard, i meddelelsen.

I april meddelte Danish Crown, at selskabets slagteri i Ringsted ville blive lukket i midten af september. Samtidig ville 1200 stillinger blive nedlagt.

I pressemeddelelsen siger Jais Valeur, at han tidligere på året har meddelt bestyrelsen, at han ikke ser sig selv som topchef i Danish Crown på lang sigt.

- Det giver derfor mening for mig, at bestyrelsen ønsker at fremrykke denne proces og se længere fremad, så virksomheden kan gå en ny strategi i møde med en langsigtet afklaring omkring den øverste ledelse, siger han.

Danish Crown oplyser desuden, at der er fundet en ny økonomidirektør, som skal tage over for Thomas Ahle. I april blev det meldt ud, at Thomas Ahle fra september skal være økonomidirektør i Stark.

Navnet på den nye økonomidirektør vil blive offentliggjort efter sommerferien af hensyn til vedkommendes nuværende arbejdsgiver, lyder det.

Nedlukningen af slagteriet i Ringsted sker ifølge Danish Crown som en konsekvens af, at der er blevet slagtet færre grise i Danmark i løbet af de seneste to år.

Det har sat Danish Crown, der driver slagterier og producerer blandt andet pølser, pålæg og færdigretter, under pres.

I maj viste selskabets halvårsregnskab en lille tilbagegang i resultatet efter skat fra 902 millioner kroner til 764 millioner kroner.

Ifølge Danish Crown påbegyndte bestyrelsen og ledelsen arbejdet på en ny strategi for koncernen i maj. Strategien skal efter planen ligge klar til efteråret, lyder det.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT