OVERBLIK: Vejen mod et undskyld fra Norges kirke til LGBT+-personer
Den norske kirke har undskyldt til LGBT+-personer. Det sker på stedet for masseskyderi før Oslo Pride i 2022.
På vegne af Den norske kirke har biskop Olav Fykse Tveit torsdag eftermiddag fremsat en officiel undskyldning til LGBT+-personer.Pressemødet finder sted på London Pub i Oslo - det samme sted, hvor et masseskyderi kostede to mennesker livet i 2022. Senere holdes en gudstjeneste i Oslo Domkirke klokken 18.00.
Undskyldningen kommer på baggrund af en længere proces.
Få et overblik her:
* Norge kriminaliserede indtil 1972 seksuelle handlinger mellem mænd, hvis de vakte offentlig forargelse. Seksualitet mellem kvinder blev i højere grad ignoreret og blev aldrig kriminelt, skriver Store Norske Leksikon.
* I 2008 blev det lovligt for par af samme køn at indgå ægteskab i Norge. I 2017 blev det også muligt for homoseksuelle at blive viet i Den norske kirke.
* I 2022 - 50 år efter ophævelsen af forbuddet - beklagede den norske regering med statsminister Jonas Gahr Støre i spidsen den behandling, LGBT+-personer havde været udsat for før lovændringen i 1972.
* Også i 2022 erkendte Den norske kirke, at den havde "påført homoseksuelle stor skade og smerte".
* Men der kom dengang ingen egentlig undskyldning. Daværende biskop Halvor Nordhaug sagde ifølge Kristeligt Dagblad: "Vi beklager det ikke. Vi fastslår bare, at det blev oplevet sådan".
* Det mente Olav Fykse Tveit, daværende leder af det norske bispekollegiet, ikke var nok. På Facebook udtrykte han dengang håb om, at Den norske kirke ville komme med en direkte undskyldning til LGBT+-personer.
* Den undskyldning fremsætter han nu selv som biskop torsdag på London Pub i Oslo.
* London Pub, som var et kendt mødested for LGBT+-personer, og den nærliggende bar Per på Hjørnet blev i juni 2022 angrebet under et masseskyderi forud for Oslo Pride. To personer blev dræbt og 21 såret.
* Paraden blev efterfølgende aflyst, men hundredvis af mennesker samledes i et spontant optog, der endte ved London Pub, hvor der blev lagt blomster.
* Zaniar Matapour blev i 2024 idømt 30 års fængsel for angrebet, som Oslo tingrett beskrev som "et terrorangreb".
/ritzau/