OVERBLIK: Sådan forløb natten til fredag i Ukraine-konflikten

1. JUL 2022 • 05:30UDLAND

En boligblok og et ferieresort i Odesa er angiveligt blev udsat for et russisk missilangreb. Flere er døde.

Russiske missiler har natten til fredag ramt flere steder i havnebyen Odesa.

Få her et overblik over den seneste udvikling i krigen i Ukraine:

* Ti personer meldes dræbt i missilangreb i Odesa.

Et russisk missil har ifølge en ukrainsk talsmand ramt en beboelsesejendom i den ukrainske by Odesa natten til fredag og dræbt ti personer.

Et andet missil har ifølge talsmanden ramt et ferieresort i Odesa og såret adskillige.

* Canada sender kampvogne til Ukraine.

Canadas premierminister, Justin Trudeau, har indgået en aftale om at sende 39 kampvogne til Ukraine.

* Rusland bruger angiveligt gamle missiler.

Russiske styrker bruger upræcise missiler fra gamle sovjetlagre i over halvdelen af deres angreb på Ukraine.

Det hævder den ukrainske brigadegeneral Oleksij Hromov.

Ifølge generalen fører brugen af de gamle missiler til betydelige tab af menneskeliv, da de er mindre præcise.

* Zelenskyj: Kontrol over Slangeøen er strategisk vigtig.

Ifølge Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, ændrer russernes exit fra Slangeøen situationen i Sortehavet.

- Det er ikke en garanti for sikkerhed. Det er ikke en garanti for, at vores fjender ikke vender tilbage. Men det begrænser handlemulighederne for besætterne betydeligt, siger han.

* Zelenskyj: Ukraine begynder at eksportere elektricitet til EU.

Ukraine er ifølge præsident Volodymyr Zelenskyj begyndt at eksportere elektricitet til EU via Rumænien.

- Dette er kun første fase. Vi forbereder os på at øge udbuddet, siger han.

Kilder: Reuters, The Guardian, Sky News og AFP.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU