OVERBLIK: Flere er i spil som mulige afløsere for Joe Biden
Demokraten Joe Biden fastholder, at han er klar til en ny periode som USA's præsident. Men andre tvivler.
Selv om Joe Biden med sine 81 år er den ældste præsident i USA's historie, har han ikke planer om at gå på pension.Han stiller op for Demokraterne ved det kommende præsidentvalg, men flere - både inden for og uden for hans parti - er skeptiske over for, om Biden mentalt er i stand til at klare endnu en præsidentperiode.
Her kan du læse om nogle af de demokrater, der nævnes som mulige præsidentkandidater, hvis Biden skulle trække sig:
* Kamala Harris:
Harris er USA's første kvindelige vicepræsident og er tidligere senator og justitsminister i Californien.
Hun er yderst loyal over for Biden og har forsvaret ham, når han er blevet kritiseret for at klare sig dårligt under politiske debatter.
Hun er især blevet ansigtet på den amerikanske regerings kamp for amerikanske kvinders ret til abort.
Harris kan drage fordel af at være et kendt navn, men i sin tid som vicepræsident har befolkningens opbakning til hende været begrænset. Støtten til hende er dog vokset den seneste tid.
* Gretchen Whitmer:
Whitmer er guvernør i Michigan.
Flere analytikere forudser, at hun vil forsøge at blive Demokraternes præsidentkandidat i 2028.
Hun har tidligere ført kampagne for Joe Biden og har ikke lagt skjult på sine politiske ambitioner. Som guvernør har hun blandt andet været med til at sikre kvinders adgang til abort i Michigan.
* Gavin Newsom:
Newsom er guvernør i Californien og tidligere borgmester i San Francisco.
Også han nævnes som en mulig kandidat ved præsidentvalget i 2028.
Han har de seneste år været meget synlig i medierne og forsvarede Joe Biden efter Bidens debat med Republikanernes Donald Trump i slutningen af juni, hvor Biden virkede usammenhængende og træt.
* Pete Buttigieg:
Buttigieg er transportminister og forsøgte at blive Demokraternes præsidentkandidat forud for det seneste valg i 2020. Han anses for at være en af Biden-regeringens bedste kommunikatører.
Som transportminister har han håndteret flere store kriser - herunder motorvejsbroen Francis Scott Key Bridges kollaps i Baltimore tidligere i år.
* Josh Shapiro:
Shapiro er guvernør i Pennsylvania og tidligere justitsminister i delstaten.
Opbakningen til Shapiro er gradvist steget, siden han blev valgt som guvernør i 2022.
Undervejs i sin regeringstid har han blandt andet stået i spidsen for en hurtig genopbygning af en motorvejsbro, der kollapsede i 2023. Den hurtige genetablering af broen på I-95-motorvejen, som er en vigtig færdselsåre, blev set som en stor sejr for den relativt nye guvernør.
* J.B. Pritzker:
Pritzker er guvernør i Illinois. Han er forretningsmand, milliardær og en del af familien, som ejer hotelkæden Hyatt.
Han har de seneste år især gjort sig bemærket ved at kritisere Donald Trump på sociale medier og forsvare Joe Biden.
Nogle af hans mærkesager er retten til abort og strengere kontrol med adgangen til skydevåben.
Kilder: BBC, The New York Times.
/ritzau/