Israel vil lade soldater være i Libanon efter frist for exit

17. FEB 2025 • 15:24UDLAND

Tirsdag er sidste frist for tilbagetrækning af israelske soldater i Libanon ifølge aftalen om våbenhvile.

Israel vil lade et mindre antal soldater være på fem strategiske steder i det sydlige Libanon, selv om en aftale mellem de to lande fastslår, at de israelske soldater skal være ude inden for 60 dage - en frist der udløber tirsdag.

- Vi har lige nu brug for at blive de steder for at kunne forsvare israelske borgere, sikre os at processen er fuldført og eventuelt overdrage det til Libanons væbnede styrker, siger en militær talsmand, oberstløjtnant Nadav Shoshani.

Ifølge ham ligger dette tiltag inden for rammerne af våbenhvileaftalen.

Det er ikke umiddelbart oplyst, hvor mange israelske soldater, der bliver i Libanon, og præcis hvor de skal være.

Ifølge våbenhvilen, som trådte i kraft 27. november, skulle både Israel og Hizbollah trække sine soldater ud af det sydlige Libanon inden for 60 dage.

I stedet skulle Libanons hær have tilstedeværelse i området.

Fristen udløb 26. januar, men Israel bad om en forlængelse til 18. februar.

Israel har efterfølgende planlagt at beholde soldater ved flere lokationer i landet - men de planer har Libanons regering blankt afvist.

Mandag er en person blevet dræbt i et israelsk angreb i Libanon.

Det skriver Libanons officielle nyhedsbureau, National News Agency, ifølge Reuters.

Det israelske droneangreb skete i Saida, som er en havneby i det sydlige Libanon.

Angrebet skulle ifølge nyhedsbureauet AFP have ramt en bil, og en AFP-fotograf har set både soldater og redningsfolk inspicere det udbrændte køretøj.

Det israelske militær bekræfter i en udtalelse angrebet, skriver Reuters.

Ifølge Israel var den dræbte en Hamas-leder.

Det er første gang siden begyndelsen af våbenhvilen mellem Israel og Hizbollah, at Israel angriber Libanon så langt inde i landet, skriver det norske nyhedsbureau NTB.

Tidligere mandag bad Libanons nye præsident, Joseph Aoun, i en erklæring om hjælp til at få Israel til at trække sig ud af landet inden tidsfristens udløb, skriver AFP.

Præsidenten har ligeledes i erklæringen udtrykt bekymring for, at de israelske soldater ikke vil forlade landet i tide.

- Vi er bange for, at en komplet udtrækning ikke vil være opnået i morgen, siger præsidenten ifølge AFP.

Som et forsøg på at få de israelske soldater til at forlade landet inden tidsfristens udløb, oplyste Frankrigs udenrigsminister, Jean-Noel Barrot, i sidste uge, at der blev arbejdet på et forslag, der kan "tilfredsstille Israels sikkerhedsforventninger".

Det skrev Reuters.

Udenrigsministeren foreslog, at FN's fredsbevarende styrke i landet (Unifil) skulle erstatte israelske soldater ved de fem "observationspunkter", hvor Israel gerne vil beholde sin tilstedeværelse.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT