Politikere vil drøfte modeller for en justeret karakterskala
Arbejdet med at justere den eksisterende karakterskala skal tage udgangspunkt i ekspertgruppes forslag.
Den eksisterende karakterskala skal justeres, og derfor vil partierne bag en ny aftale om ungdomsuddannelserne "drøfte konkrete modeller".Der er tale om regeringen - Venstre, Socialdemokratiet og Moderaterne - samt DF og SF.
Det fremgår af aftaleteksten bag den nye aftale, som er blevet præsenteret sent tirsdag aften.
- Partierne noterer sig, at regeringen vil indkalde til en første drøftelse om justeringer af den nuværende karakterskala senest i 2. halvår af 2025, lyder det.
Utilfredsheden med den nuværende skala består blandt andet i, at der er for store spring mellem skalaens midterste trin.
Samtidig sender karakteren -3 et unødvendigt negativt signal, lyder kritikken.
Arbejdet med en justeret skala skal tage udgangspunkt i det arbejde, som en ekspertgruppe tidligere har afleveret.
I 2020 foreslog ekspertgruppen forskellige modeller, som kunne træde i stedet for den nuværende 7-trinsskala.
En af modellerne var en videreudvikling af den nuværende skala, som skulle lyde 00, 02, 4, 6, 8, 10, 12.
En anden model var en helt ny karakterskala: 0, 1, 2, 3, 4, 5, 6.
Et tredje bud var at genindføre 13-skalaen. Et fjerde var en skala baseret på pointsystemer som den engelske karakterskala.
Det glæder SF, at der nu bliver set på karakterskalaen, for det har partiet kæmpet for længe.
- Det er helt forkert at give børn og unge en minuskarakter, ligesom det er skævt med store afstande på skalaen.
- Så det er en stor ting, at noget så fundamentalt kan ændres, udtaler SF's uddannelsesordfører, Sofie Lippert, i en skriftlig kommentar.
I juli sidste år fik regeringen kritik fra både gymnasielærere og -elever for at sylte ambitionen om en ny skala.
Over for DR kaldte Joachim Stærk Federspiel fra Danske Gymnasieelevers Sammenslutning det "lidt et svigt" af både daværende og kommende unge, som "slår sig på den her skala, som den er nu".
Ved samme lejlighed gav Hanne Leth Andersen, der er forperson for Danske Universiteters Uddannelsespolitiske Udvalg, sit bud på, hvad en ny skala skal indeholde.
- En ny skala bør være med jævne spring mellem karaktererne. Så skal vi have set på trinbeskrivelserne af de enkelte karakterer, og man bør lægge mere vægt på styrker, læring, nysgerrighed og fordybelse, end tilfældet er i dag, lød det.
/ritzau/