Over 800 fly er aflyst fredag under føderal nedlukning i USA
USA's transportminister afviser, at flyaflysninger handler om politiske stridigheder.
Den føderale nedlukning i USA er begyndt at ramme flytrafikken, og fredag er over 800 planlagte fly aflyst.Det melder tjenesten Flightaware, der leverer flydata.
En manglende budgetaftale betyder, at USA's føderale statsapparat er lukket ned. Det har været sådan siden 1. oktober, og i den periode er fraværet blandt flyveledere steget, og det har udløst forsinkelser i mange lufthavne.
Tidligere på ugen beordrede Trump-regeringen færre flyafgange i 40 lufthavne fra fredag af sikkerhedshensyn.
Ordren lød på en reduktion på fire procent fra fredag morgen, hvilket skal stige gradvist til ti procent næste uge.
Det ventes at ramme en række af landets travleste lufthavne, herunder Atlanta, Newark, Denver, Chicago, Houston og Los Angeles.
Den amerikanske transportminister, Sean Duffy, afviste, at flyaflysningerne handler om at presse Demokraterne til at indgå en aftale.
- Det her handler ikke om politik, sagde han.
- Det handler om at se på data og mindske opbygning af risici i systemet.
Egentlig er de amerikanske flyveledere blevet pålagt at gå på arbejde under nedlukningen, fordi de betragtes som kritisk vigtige ansatte.
Men de får ikke løn, og det har fået flere til for eksempel at melde sig syge.
Da den igangværende føderale nedlukning tidligere på ugen gik ind i sin 36. dag, blev det den hidtil længste i historien.
I lufthavnene Boston og Newark står rejsende over for gennemsnitlige forsinkelser på over to timer, og i O'Hare i Chicago og Reagan National i Washington D.C. er det over en time.
Myndigheder siger, at ønsket er at handle, før der sker en ulykke.
- Vi kommer ikke til at vente, indtil der rigtig opstår et sikkerhedsproblem, når de nuværende indikatorer peger i retning af, at vi kan handle i dag, så vi forebygger, at tingene bliver værre, siger Bryan Bedford, som er administrator for den amerikanske luftfartsmyndighed, FAA.
/ritzau/AFP
