Over 80 er dræbt i nye kampe mellem oprørere i Colombia

19. JAN 2025 • 20:02UDLAND

Colombia har sendt 5000 soldater til nordøstlig region for at stoppe kampe mellem guerillaer og narkokartel.

Over 80 mennesker er i løbet af tre dage blevet dræbt i en ny bølge af vold i Colombia.

Det meddeler myndigheder i det sydamerikanske land søndag.

Guerillagruppen ELN udløste torsdag den nye konflikt med et angreb på en rivaliserende gruppe, der består af tidligere medlemmer af den nu opløste bevægelse FARC.

Civile indbyggere i Catatumbo-regionen i det nordøstlige Colombia, hvor kampene finder sted, blev fanget i krydsilden.

Søndag anslår guvernør William Villamizar, at mindst 80 mennesker er dræbt og over 20 såret.

Omkring 5000 indbyggere i området er blevet sendt på flugt fra deres hjem, tilføjer guvernøren, der beskriver den humanitære situation som "alvorlig".

Over 2500 mennesker er flygtet til byen Tibú, oplyste byens borgmester lørdag.

Byen har åbnet skoler og andre bygninger for at huse de fordrevne, der ankom i lastbiler eller stuvet sammen på motorcykler, nogle med deres ejendele på ryggen.

- Vi er meget bange på børnenes vegne og for, at vi vil blive fanget midt i konflikten, fortalte 62-årige Carmelina Perez, der var flygtet sammen med sine børnebørn.

Lørdag lød det officielle dødstal på 60 mennesker. Det omfattede syv tidligere FARC-krigere.

Colombias hær meddeler, at der er sendt 5000 soldater til området for at få kontrol med situationen.

Kampene finder sted i fem kommuner, der ligger i en bjergregion, hvor der produceres kokain. Det er nær grænsen til Venezuela.

Colombia er verdens største producent af kokain.

Både de venstreorienterede guerillagrupper, paramilitære grupper på højrefløjen og narkokarteller kæmper om ressourcer og lukrative smuglerruter i denne del af landet.

ELN har i de seneste dage haft voldsomme sammenstød med Gulf-klanen, der er det største narkokartel i Colombia.

Med en styrke på omkring 5800 militante medlemmer er ELN en af de største aktive væbnede grupper i Colombia. Gruppen har deltaget i fejlslagne fredsforhandlinger med de seneste fem regeringer.

ELN hævder at være drevet af venstreorienteret, nationalistisk ideologi, men er dybt involveret i narkotikahandel.

FARC blev afvæbnet i 2017, efter at gruppen året inden havde indgået en fredsaftale med Colombias regering. Men tidligere medlemmer har fortsat den væbnede kamp.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT