Jacob Friis præsenteres mandag som finsk landstræner

19. JAN 2025 • 19:54SPORT

Augsburg bekræfter, at Jacob Friis får lov til at skifte job for at blive finsk landstræner.

For anden gang i historien får Finland en dansker som fodboldlandstræner på herresiden.

Når landets fodboldforbund mandag afholder et pressemøde for at præsentere sin nye landstræner, bliver det nemlig den tidligere superligatræner Jacob Friis, der skal møde den finske presse.

Danskerens nuværende arbejdsgiver, Augsburg, bekræfter over for tyske Kicker, at Friis har fået lov til at skifte væk fra klubben, hvor han er assistenttræner under Jess Thorup.

- Vi har givet Jacob lov til at tage den unikke mulighed for at blive landstræner for Finland. Det var hans ønske, og det har vi efterkommet, siger Augsburg-direktør Michael Ströll.

Han oplyser også, at Finland betaler et lavere sekscifret beløb - i euro vel at mærke - for at købe Friis fri af Augsburg. Beløbets størrelse kan vokse, hvis Friis får succes som finsk landstræner.

I første omgang er det ikke planen, at Friis skal erstattes direkte i Augsburg, tilføjer direktøren. Her har Jess Thorup også den tidligere danske landstrænervikar Lars Knudsen som en del af sin stab.

Jacob Friis har tidligere været cheftræner i AaB og Viborg. Han kom til Augsburg i november 2023, men er nu på vej nordpå.

I perioden 1996-1999 var Richard Møller Nielsen finsk landstræner. Jobbet har senest tilhørt Markku Kanerva, men han stoppede i november.

Finland har aldrig deltaget ved VM, og det bliver Jacob Friis første opgave at forsøge at få det undertippede hold med til slutrunden i Canada, Mexico og USA i 2026. Finland er i VM-kvalifikationsgruppe med Polen, Litauen, Malta og enten Spanien eller Holland.

Finnerne deltog i 2021 i sin foreløbig eneste EM-slutrunde, hvor holdet slog Danmark 1-0 i Parken, men missede avancement til knockoutfasen.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT