Over 200 børn bortført fra katolsk skole i Nigeria
Bortførelser fortsætter med at plage Nigeria, hvor myndigheder forsøger at redde over 200 børn.
Over 200 skolebørn blev fredag bortført fra en katolsk skole i delstaten Niger i det centrale Nigeria.Det oplyser den kristne paraplyorganisation Christian Association of Nigeria (CAN) ifølge nyhedsbureauet AP.
Eleverne blev bortført fra St. Mary's Private Secondary School af bevæbnede bandemedlemmer, lød det tidligere fredag, hvor der endnu ikke var klarhed over antallet af bortførte.
Talsperson for CAN Daniel Atori siger nu, at det var 215 elever og 12 lærere, der blev bortført.
- Jeg er netop kommet tilbage til landsbyen her til aften, efter at jeg besøgte skolen, siger Atori til AP.
Han forklarer videre, at han mødtes med forældre til børnene for at "forsikre om, at vi arbejder med regeringen og sikkerhedsmyndigheder for at sikre, at vores børn bliver reddet og bragt sikkert hjem".
Bortførelserne finder sted, få dage efter at mindst 25 skoleelever blev bortført fra sovesalene på en pigeskole i delstaten Kebbi i det nordvestlige Nigeria.
Det skete natten til mandag.
Nigeria har i årevis været plaget af bortførelser, der blandt andet har ramt landets skoler.
En af de mest omtalte bortførelser gik ud over en pigeskole i byen Chibok i 2014, hvor 276 piger blev bortført af den islamistiske bevægelse Boko Haram.
En del er siden selv sluppet fri eller er blevet løsladt, men ti år efter bortførelsen var omkring 100 af eleverne stadig savnet, skrev den britiske avis The Guardian i forbindelse med tiårsdagen for bortførelsen i 2024.
Militante gruppers angreb på civile fik for nylig USA's præsident, Donald Trump, til at true med at sende amerikansk militær til Nigeria.
/ritzau/
