Øjenvidner: Israelske kampvogne rykker ind i Rafah

28. MAJ 2024 • 11:42UDLAND

FN-domstol har for få dage siden beordret Israel til øjeblikkeligt at stoppe sin offensiv i Rafah.

Trods ordre fra Den Internationale Domstol (ICJ) til Israel om at stoppe den militære offensiv i Rafah i Gaza rykker kampvogne ind i bymidten. Det siger øjenvidner til Reuters.

Kampvognene er spottet nær moskéen Al-Awda i den centrale del af Rafah.

Der er ikke umiddelbart nogen kommentarer fra den israelske hær. Men den bebuder, at den vil fremsætte en erklæring senere.

Israel har været i gang med en tre uger lang offensiv i Rafah i den sydlige del af Gaza på grænsen til Egypten. For, som det hedder, at nedkæmpe Hamas, der indledte krigen i oktober sidste år ved at angribe Israel.

Natten til tirsdag blev Rafah angrebet fra luften og beskudt fra kampvogne, der har taget opstilling på bakketoppen Zurub i den vestlige del af byen ifølge Reuters.

Fredag beordrede ICJ Israel til "øjeblikkeligt" at standse offensiven i Rafah, fordi den truer med "fysisk destruktion, helt eller delvist" af det palæstinensiske samfund i området.

Men intet tyder på, at Israel vil lade sig stoppe af FN's øverste domstol eller af store dele af det internationale samfund, der tager afstand fra den israelske fremfærd.

Søndag aften bombede Israel en overfyldt teltlejr ved Rafah. Det skete i et område, som Israel selv havde erklæret som et sikkert område for palæstinensere, der er fordrevet under den snart syv måneder lange krig. Det hændte under jagten på to ledende Hamas-folk ifølge israelske meldinger.

45 mennesker, heriblandt mange kvinder og børn, blev dræbt ved angrebet.

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, har beklaget de mange døde. Det skete ved en fejl, sagde han mandag i det israelske parlament.

De skrækindjagende videooptagelser fra den ødelagte teltlejr er blevet mødt med fordømmelse af FN's generalsekretær, António Guterres.

- Der er ikke noget sikkert sted i Gaza. Disse grusomheder må høre op, sagde han mandag.

Over 36.000 mennesker har mistet livet under krigen i Gaza ifølge de lokale sundhedsmyndigheder, der styres af Hamas.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU