Øget mængde sne får Antarktis til midlertidigt at vokse
Selv om Antarktis' is fortsat går tabt til havet, bliver det i høj grad opvejet af større mængder sne.
Mere sne bidrager til midlertidig vækst i Antarktis.Siden 2020 har den samlede ismasse i Antarktis været stigende. Det sker, fordi det øgede snefald over verdens største iskappe opvejer tab af is til havet.
Det oplyser DMI i en pressemeddelelse om et studie, der er udgivet i Nature Communications, som DMI også har bidraget til.
Selv om vægtforøgelsen af Antarktis umiddelbart kan lyde som et brud på fortællingen om et smeltende Antarktis, så er dette ifølge DMI forudset.
En opvarmning af atmosfæren, som kan indeholde mere fugt, ville sandsynligvis medføre en øget mængde sne. Dette fænomen ser nu ud til at ske på gletsjerdækket.
Det kan dog hurtigt ændre sig, da mindre ændringer i klimaet kan have store indvirkninger på Antarktis.
- Det er en ømtålelig balance. Snefaldet opvejer lige nu tabet, men vi balancerer på en knivsæg. Små ændringer i atmosfæren eller havet kan hurtigt få regnskabet til at tippe, siger klimaforsker Ruth Mottram fra Nationalt Center for Klimaforskning på DMI.
Studiet bygger på satellitmålinger af Jordens tyngdefelt, hvilket har gjort det muligt at følge ændringerne i den samlede ismasse.
Dataindsamlingen er blevet kombineret med regionale klimamodeller samt globale vejrdata. Den metode har kunnet beregne, hvor meget is der tilføres som sne, og hvor meget der forsvinder.
- Satellitdata viser, at havisen omkring Antarktis er blevet betydeligt mindre. Vi har brugt satellitdata af havis i modellen og kan se en stigning i især vinterens snefald, da der er mere lokal fordampning fra det åbne hav, som ikke længere er dækket af is, siger klimaforsker Abraham Torres ifølge DMI.
Små ændringer i Antarktis' ismasse kan have betydning for det globale hav, både i form af havstigninger og påvirkning af havstrømme og stormfloder.
Smeltevand fra Antarktis fordeler sig ujævnt i verdenshavene, og kan derfor have forskellige indvirkninger, alt efter, hvilket hav der påvirkes.
Smeltevandet vil særligt belaste stigning af havet i Danmark.
Den midlertidige forøgelse af sne bremser ifølge DMI ikke for den langtidssigtede havniveaustigning.
/ritzau/
