Danske aktier falder lidt efter sammenbrud i fredsforhandlinger

13. APR 2026 • 09:50ERHVERV/POLITIK

Danske aktier falder, efter at weekendens forhandlinger mellem USA og Iran endte uden en aftale.

De danske aktier indleder ugen med et fald, efter at forhandlinger om fred mellem USA og Iran sluttede søndag uden en aftale.

Mandag omkring klokken 09.40 falder det danske C25-indeks med 0,8 procent.

I bunden af indekset ligger blandt andet Zealand Pharma og DSV, som falder henholdsvis over tre og over to procent.

Selv om de fleste af selskaberne i indekset falder mandag morgen, er der enkelte, som er i grønt.

Det gælder blandt andet Mærsk, som stiger under en procent.

USA's vicepræsident, J.D. Vance, sagde søndag, at den amerikanske delegation ville rejse hjem fra Pakistans hovedstad, Islamabad, uden en aftale med Iran.

Det er Vance, som har ledet den amerikanske delegation, som har været i Pakistan for at mødes med en iransk delegation.

Iran og USA har efterfølgende begge beskyldt hinanden for at være årsag til, at forhandlingerne brød sammen.

USA's præsident, Donald Trump, har efter forhandlingerne meddelt, at den amerikanske flåde vil blokere Hormuzstrædet.

Det amerikanske militærs centralkommando, Centcom, har oplyst, at militæret vil indlede en blokade af strædet klokken 16.00 dansk tid.

Blokaden vil ifølge militæret gælde samtlige skibe fra alle nationer, der anløber eller forlader iranske havne og kystområder.

Efter weekenden er olieprisen igen steget til over 100 dollar for en tønde nordsøolie.

Ifølge Irans Revolutionsgarde har iranske sikkerhedsstyrker fuld kontrol over Hormuzstrædet.

Iran lukkede Hormuzstrædet som reaktion på de luftangreb, som USA og Israel indledte mod landet 28. februar.

Da Iran og USA natten til onsdag dansk tid indgik en våbenhvile på to uger, var det et amerikansk krav, at sejlruten, der især er vigtig for transport af olie og naturgas, skulle åbne.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT