Dansk erhvervsliv ser potentiale i magtskifte i Ungarn

13. APR 2026 • 08:44UDLAND

EU og danske virksomheder kan få lettere arbejdsbetingelser, vurderer dansk erhvervsliv efter Orbán-nederlag.

Dansk Industri og Dansk Erhverv kalder det "godt nyt" for Europa, at Peter Magyar og partiet Tisza har vundet valget i Ungarn.

Ved søndagens parlamentsvalg led Ungarns premierminister gennem 16 år, Viktor Orbán, et klart nederlag til sin tidligere partifælle Magyar.

- Der er fortsat meget usikkerhed og meget, der skal gøres, skriver Brian Mikkelsen, administrerende direktør i Dansk Erhverv, på X mandag morgen

- Men valgresultatet er absolut et skridt i den rigtige retning for det stærke Europa, som der er brug for nu!, fortsætter han.

Imens siger DI's europapolitiske chef, Rikke Wetendorff Nørgaard, i en skriftlig kommentar, at danske virksomheder kan komme til at få gavn af magtskiftet.

- Under Orbán er den ungarske retsstat blevet udhulet, og korruptionen er blomstret, skriver hun.

- Det er noget, Magyar er gået til valg på at ændre, og jeg håber i den grad, at han vil lykkes med det. Mindre korruption og en styrket ungarsk retsstat vil forbedre investerings- og forretningsklimaet i Ungarn - også for danske virksomheder med aktiviteter i landet.

Samtidig hæfter hun sig ved, at Orbán har blokeret for en lang række beslutninger i EU.

Magyar er gået til valg på et bedre samarbejde med EU og et løfte om at gøre noget ved korruption i landet, så Ungarn kan få adgang til indefrosne EU-midler.

Selv kom han for alvor frem for to år siden, da hans ekshustru, der var justitsminister, gik af i kølvandet på en benådningsskandale, og han tog hurtigt afstand til regeringen og beskyldte den for korruption.

Endnu er der dog stadig en del usikkerhed om hans politiske kurs, da han er et ret nyt navn i ungarsk politik.

Rikke Wetendorff Nørgaard håber på, at Magyar i EU-regi vil gøre det lettere at få vedtaget grønne investeringer.

- I løbet af de kommende måneder skal vi have vedtaget EU's nye budget. Her har Orbán truet med veto, og det har skabt stor usikkerhed for eksempel om fremtidige investeringer i teknologi og grøn omstilling, som har stor betydning for europæiske virksomheder.

- Med Magyar håber vi, at vi har fået en konstruktiv medspiller, der vil være med til at sikre et stærkt EU, skriver hun.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT