Nyt studie: Isbjørne i Norge bliver federe trods skrumpende havis
Barentshavet ved Svalbard har mistet havis hurtigere end andre områder - alligevel tager isbjørne på i vægt.
Isbjørne på den norske øgruppe Svalbard har taget på i vægt på trods af, at havisen er blevet mindre i området.Det fremgår af et nyt studie, der torsdag er blevet publiceret i tidsskriftet Scientific Reports.
Isbjørne er normalt afhængige af havisen, hvorfra de kan jage de sæler, som de spiser for at få deres fedtrige måltider.
Bjørnenes fedtdepoter giver energi, isolerer mod kulden og gør det muligt for mødrene at producere fed mælk til deres unger, skriver BBC.
Barentshavet ved Svalbard har mistet havis hurtigere end andre områder med isbjørne, lyder det i studiet.
Forskerne mener, at isbjørnene på Svalbard har tilpasset sig den skrumpende havis ved at spise flere byttedyr på land, herunder rensdyr og hvalrosser.
De stigende temperaturer har også gjort det lettere for isbjørnene at jage ringsæler, som nu samles i mindre områder med havis.
Forskerne har vejet og målt 770 voksne isbjørne mellem 1995 og 2019 for at fastslå, hvor meget eller lidt fedt, de bærer rundt på.
De fandt ud af, at bjørnenes såkaldte Body Condition Index (BCI) faldt frem til 2000, men steg i de efterfølgende år.
- Stigningen i BCI i en periode med betydeligt tab af havis var en overraskelse, siger Jon Aars, studiets hovedforfatter og forsker ved Norsk Polarinstitutt (NPI).
Den samlede bestand af isbjørne i Barentshavet blev i 2004 anslået til mellem 1900 og 3600 og kan være steget siden da, lyder det i studiet.
Stigningen i lufttemperaturen har i de seneste årtier været to til fire gange højere i Arktis end det globale gennemsnit.
Barentshavet har oplevet endnu større temperaturstigninger end andre arktiske områder i løbet af de seneste fire årtier og er i nogle områder blevet op til to grader varmere per årti.
Undersøgelsen fra Svalbard kommer også bag på andre forskere.
- Det kan være overraskende, fordi de modsiger resultaterne af studier foretaget i andre isbjørnebestande, siger Sarah Cubaynes, forsker ved det franske miljøforskningscenter CEFE.
Det overraskende studie fra Svalbard understreger vigtigheden af ikke at overføre forskningsresultater fra én region til en anden, hedder det i studiet.
/ritzau/AFP
