Iran advarer om resolut modsvar efter Trump-trussel om angreb

30. JAN 2026 • 03:57UDLAND

Iransk brigadegeneral mener, at amerikanske hangarskibe og baser er sårbare. Trump håber på dialog med Iran.

Iran vil komme med et hurtigt militært modsvar, hvis landet bliver angrebet af USA.

Det siger en talsmand for det iranske militær ifølge nyhedsbureauet AFP.

Til iransk stats-tv tilføjer den iranske brigadegeneral Mohammad Akraminia ifølge AFP, at Iran vil angribe amerikanske hangarskibe og baser i regionen, hvis USA's præsident, Donald Trump, beordrer et angreb.

- Hvis amerikanerne begår en sådan fejlvurdering, vil det bestemt ikke forløbe, som Trump forestiller sig - at der udføres en hurtig operation, så han to timer senere kan tweete, at operationen er overstået, siger Mohammad Akraminia til stats-tv.

Hangarskibene og baserne er ifølge brigadegeneralen sårbare, og de vil kunne nås af iranske mellemdistancemissiler.

Donald Trump truede onsdag Iran med et angreb, hvis ikke det iranske styre kommer tilbage til forhandlingsbordet omkring en atomaftale.

Samtidig advarede Trump Iran om, at tiden var ved at rinde ud.

Tidligere har USA's præsident også truet med at angribe Iran i forbindelse med de demonstrationer, som har været i landet siden slutningen af december.

Ifølge menneskerettighedsgruppen HRANA, der har base i USA, er mindst 3000 demonstranter og 300 soldater blevet dræbt.

Natten til fredag dansk tid siger Trump, at han forventer at indgå i en dialog med styret i Iran og undgå et militært angreb.

- Det har jeg planer om - ja.

- Vi har mange meget store, meget kraftfulde skibe på vej til Iran lige nu, og det ville være fantastisk, hvis vi ikke behøvede at bruge dem, siger Trump ifølge nyhedsbureauet Reuters.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT