Norge indgår forlig i sag om returnering af helikoptere

3. NOV 2025 • 08:58UDLAND

Tilbage i 2022 meddelte Norge, at landet var utilfreds med indkøbet af NH90-helikoptere.

Norges regering har indgået et forlig med virksomheden NH Industries (NHI) i en sag om indkøb af helikoptere.

Det skriver det norske nyhedsbureau NTB.

NHI betaler i forliget den norske stat 305 millioner euro. Det svarer til 2,3 milliarder danske kroner.

Dermed droppes en retssag, som skulle være begyndt den 10. november.

Forligsbeløbet kommet oven i allerede tidligere udbetalte bankgarantier på omkring 70 millioner euro svarende til 522 millioner danske kroner fra NHI til den norske stat.

Sagen begyndte i 2022, da Norges forsvarsminister meddelte, at landet var så utilfreds med sine NH90-helikoptere, der er fremstillet i Europa, at regeringen ville have dem returneret.

De blev bestilt hos selskabet NHI for over 20 år siden til levering fra 2005 til 2008. Men Norge manglede i 2022 forsat at få leveret den sidste af de 14 helikoptere, der blev bestilt.

Helikopterne blev desuden med øjeblikkelig virkning taget ud af drift.

- Vi har nu gennemført en grundig vurdering af, om det er muligt at få en reel operativ nytte med NH90 ved at iværksætte yderligere tiltag fra forsvarssektorens side. Konklusionen var negativ, sagde daværende forsvarsminister Bjørn Arild Gram dengang ifølge NTB.

Han henviste desuden til en række mangler ved helikopterne. Blandt andet mange forsinkelser ved leveringen, flere fejl på helikopterne og tidskrævende vedligeholdelse, der har gjort, at helikopterne er ekstremt dyre i drift.

Men meldingen fra Norge blev ikke taget godt imod af NHI.

- NH Industries er ekstremt skuffet over afgørelsen fra det norske forsvarsministerium og afviser anklagerne mod NH90 og selskabet, sagde det i en erklæring fra den italienske leverandør.

I slutningen af 2024 lød meldingen fra norsk side, at staten krævede 29 milliarder norske kroner retur (omkring 18,3 millioner danske kroner med daværende valutakurs). Det skrev NRK.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT