Nordkoreas leder vil styrke båndet til Putin
I en nytårshilsen til Vladimir Putin siger Kim Jong-un, at han ønsker mere samarbejde med Rusland.
Nordkoreas politiske leder, Kim Jong-un, ønsker at styrke det strategiske partnerskab med Rusland.Det skriver Kim Jong-un i en nytårshilsen til præsident Vladimir Putin, den russiske hær og det russiske folk.
Det beretter det statslige nordkoreanske nyhedsbureau KCNA ifølge Reuters.
I et brev glæder Kim Jong-un sig over de to landes bilaterale bånd, der ifølge den nordkoreanske leder har nået nye højder i 2024.
I juni indgik Kim Jong-un og Putin en forsvarsaftale, der betyder, at de to lande vil støtte og hjælpe hinanden, hvis de bliver udsat for militære angreb.
Senere på året er 11.000 nordkoreanske soldater ifølge sydkoreanske efterretninger rejst til Rusland for at hjælpe Vladimir Putin med krigen i Ukraine.
I sin nytårshilsen skriver Kim Jong-un, at han ønsker, at Rusland besejrer nynazisme og opnår en stor sejr.
Vladimir Putin har flere gange omtalt ukrainere som nynazister.
Rusland invaderede Ukraine tilbage i februar 2022.
/ritzau/Reuters/