Macron: Fransk soldat dræbt i angreb mod FN-styrker i Libanon
Ifølge præsident Macron tyder alt på, at gruppen Hizbollah står bag angreb, der dræbte soldat.
En fransk soldat blev lørdag morgen dræbt i et angreb mod FN's fredsbevarende styrke i Libanon (Unifil).Det skriver Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, i et opslag på det sociale medie X lørdag eftermiddag.
Ifølge præsidenten tyder alt på, at ansvaret for angrebet, der ifølge ham fandt sted i det sydlige Libanon, ligger hos den militante gruppe Hizbollah.
- Frankrig kræver, at de libanesiske myndigheder straks anholder gerningsmændene og tager ansvar sammen med Unifil, skriver Macron.
En ti dage lang våbenhvile mellem Libanon og Israel trådte torsdag aften i kraft.
Natten til fredag dansk tid sagde den libanesiske hær i en erklæring, at Israel havde overtrådt våbenhvilen ved at angribe flere landsbyer i det sydlige Libanon.
Våbenhvilen mellem Libanon og Israel kom, samtidig med at USA forsøger at lande en aftale med Iran om at afslutte krigen. Styret i Iran har insisteret på, at våbenhvilen i Libanon skal være en del af enhver aftale.
Krigen i Mellemøsten begyndte, da USA og Israel angreb Iran den 28. februar.
Libanon blev trukket ind i konflikten, da Hizbollah affyrede raketter mod Israel få dage senere.
Lørdag blev tre andre soldater såret i angrebet og er blevet evakueret, skriver Emmanuel Macron.
Unifil har fordømt, hvad det kalder et "bevidst angreb" mod fredsbevarende styrker.
- Unifil har iværksat en efterforskning for at fastslå omstændighederne omkring denne tragiske hændelse. Den indledende vurdering tyder på, at beskydningen kom fra ikke-statslige aktører (angiveligt Hizbollah), fremgår det af en erklæring ifølge Reuters.
Angrebet skete ifølge nyhedsbureauet, mens soldaterne var i gang med en rydning af eksplosiv ammunition.
Libanons præsident, Joseph Aoun, lover samtidig at retsforfølge dem, der står bag angrebet. Det fremgår af en erklæring, skriver Reuters.
Hizbollah, der er allieret med styret i Iran, har ikke udtalt sig om anklagerne.
/ritzau/
