Nord Stream-mistænkt kan udleveres til Tyskland

19. NOV 2025 • 20:34UDLAND

Ukrainer, der er mistænkt for at koordinere sabotage mod Nord Stream-rørledninger, skal for retten i Tyskland.

Italiens højesteret har onsdag godkendt, at en ukrainsk mand, der er mistænkt i sagen om sabotage mod Nord Stream-rørledningerne i 2022, kan udleveres til Tyskland.

Det meddeler hans forsvarsadvokat, Nicola Canestrini, i en pressemeddelelse.

Ukraineren ventes derfor at blive udleveret til tysk politi inden for de kommende dage, oplyser advokaten.

- Kampen for rettigheder og retsstatsprincipper er langt fra slut. Den vil nu fortsætte i Tyskland, skriver Canestrini.

- Uanset hvor stor skuffelsen er, er jeg fortsat overbevist om en frifindelse efter en fuld retssag i Tyskland.

Advokaten tilføjer, at forsvaret indtil videre ikke har haft fuld adgang til sagens akter, men at han forventer, at det tyske forsvarsteam vil få adgang.

Den ukrainske mand, der er sigtet for sabotagen, er af tysk politi blevet omtalt under navnet "Serhii K.".

Han blev anholdt i august i nærheden af den italienske kystby Rimini på baggrund af en europæisk arrestordre.

Manden er tidligere officer i det ukrainske militær.

Ukraineren er mistænkt for at have koordineret sabotage mod de to rørledninger Nord Stream 1 og 2, som løber i Østersøen mellem Tyskland og Rusland.

Han og en gruppe andre personer placerede angiveligt sprængladninger på de to rørledninger i nærheden af Bornholm. Det er tidligere fremgået af en udtalelse fra anklagemyndigheden i Tyskland.

Den sigtede ukrainer nægter at have spillet en rolle i sabotagen, der fandt sted 26. september 2022.

Sagen er også blevet efterforsket af både de danske og svenske myndigheder. Disse efterforskninger blev stoppet i februar sidste år.

For nylig besluttede en domstol i Bologna, at "Serhii K." kunne udleveres til retsforfølgelse i Tyskland.

Hans advokat indbragte sagen for den italienske højesteret, som altså nu er kommet med sin afgørelse.

En anden mand - kaldet "Volodymyr Z." - blev anholdt i Polen i september.

Denne mand, som er dykker, var ligeledes eftersøgt af de tyske myndigheder i forbindelse med Nord Stream-sabotagen.

Men i oktober besluttede en polsk domstol, at han ikke skulle udleveres til Tyskland.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT