Netflix oplever nedbrud efter premiere af "Stranger Things"-finale
I november oplevede tusindvis af amerikanske Netflix-seere tekniske problemer. Nu er den gal igen.
Brugere af streamingplatformen Netflix i USA blev natten til torsdag dansk tid mødt af fejlmeddelelser, da de forsøgte at se sæsonfinalen af den yderst populære serie "Stranger Things".Det skriver blandt andre Hollywood Reporter.
Ifølge Downdetector, der rapporterer nedbrud for internettjenester, har der været problemer for mange Netflix-brugere i tidsrummet omkring frigivelsen af det sidste afsnit af hitserien, men problemerne har ikke været langvarige.
Det er ikke første gang, at Netflix har oplevet tekniske udfordringer i forbindelse med lanceringen af nye afsnit af "Stranger Things".
I slutningen af november fik de første afsnit af femte sæson premiere, og her meldte tusindvis af brugere om problemer med at få adgang til platformen.
"Stranger Things" er en af de mest populære serier på Netflix i streamingtjenestens historie.
Serien er skabt af Duffer-brødrene, og første sæson fik premiere i 2016.
"Stranger Things" havde ifølge Netflix den største premiereweekend nogensinde for en engelsksproget serie. I alt blev serien set i 286,8 millioner timer i første weekend.
Allerede efter en uge var serien den mest sete engelsksprogede tv-serie på Netflix nogensinde.
Serien, der emmer af mystik, spænding og 80'er-nostalgi, følger en gruppe børn fra den lille by Hawkins i Indiana, der oplever en række overnaturlige fænomener, som er et resultat af mislykkede eksperimenter på et nærliggende forskningscenter.
Sidste sæson foregår fire år senere i fiktionens verden, men skuespillerne er i mellemtiden blevet unge voksne, og de forenes i et sidste opgør mod ærkeskurken Vecna.
/ritzau/
