Netanyahu lover sejr forud for 7.oktober-årsdag

7. OKT 2024 • 02:25UDLAND

Israels premierminister besøger soldater ved grænsen til Libanon og lover, at Israel "kommer til at vinde".

Det israelske militær (IDF) har "fuldstændigt ændret virkeligheden" i det år, der er gået siden Hamas' angreb på Israel 7. oktober 2023.

Det siger Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, til israelske soldater under et besøg ved grænsen til Libanon søndag. Det oplyser Netanyahus kontor.

Imens israelske soldater kæmper både i Gazastriben og Libanon samt forbereder sig på angreb i Iran, fortæller Netanyahu til soldaterne, at Israel "kommer til at vinde".

Fra Israels forsvarschef, Herzi Halevi, lyder det, at Israel har "besejret den militære gren af Hamas".

Siden kamphandlingerne begyndte sidste oktober, har Netanyahu svoret at "knuse og ødelægge" Hamas-bevægelsen.

Dog har israelske soldater, når de er vendt tilbage til områder i Gazastriben, hvor de før har angrebet, opdaget, at Hamas har omgrupperet sig i områderne.

I slutningen af september vendte Israel sit fokus mod nord og intensiverede angrebene mod den iranstøttede Hizbollah-bevægelse, som har sendt luftangreb over grænsen fra Libanon i sympati med Hamas.

Søndag kalder Hamas angrebet den 7. oktober 2023 for "glorværdigt". Videre lyder det, at palæstinenserne "skriver ny historie med deres modstand".

Omkring 1200 vurderes at være blev dræbt i det koordinerede angreb, mens cirka 250 blev kidnappet af den væbnede bevægelse. Mindst 370 mennesker blev dræbt på musikfestivalen Nova i Negev-ørkenen. Søndag blev ofrene mindet med stearinlys, bønner og musik i Tel Aviv.

I det nordlige Gazastriben har det israelske militær omringet Jabalia, efter at der har været indikationer på, at Hamas omgrupperer sig der, siger det israelske militær.

Redningspersoner siger, at 17 mennesker - inklusiv ni børn - er blevet dræbt af israelske luftangreb i området søndag.

Angrebene i Gazastriben har dræbt mindst 41.870 mennesker ifølge optællinger fra det Hamas-kontrollerede sundhedsministerium i Gazastriben. Tallene beskrives som pålidelige af FN.

Det meste af Gazastribens befolkning er internt fordrevne og meget af områdets infrastruktur er ødelagt.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT