Nasa vil åbne månelandingskontrakt med SpaceX for andre selskaber

21. OKT 2025 • 01:29UDLAND

SpaceX arbejder for langsomt med at udvikle en månelander til astronauter, mener Nasas chef.

Den amerikanske rumfartsorganisation, Nasa, har åbnet sin månelandingskontrakt til Artemis 3 for andre udbydere, fordi man ikke tror, at rigmanden Elon Musks selskab SpaceX kan nå at levere Starship-månelanderen i tide.

Det oplyser Nasas fungerende chef, Sean Duffy, der også er USA's transportminister, til Fox News.

- Jeg er ved at åbne den kontrakt. Jeg tror, at vi vil se virksomheder som Blue (Origin, red.) blive involveret og måske andre, siger han.

Blue Origin er en konkurrent til SpaceX og er stiftet af Amazon-grundlæggeren Jeff Bezos.

Duffys udtalelse kommer efter måneder med stigende pres internt i Nasa for at fremskynde Artemis 3-måneprogrammet og presse SpaceX til at gøre større fremskridt med sin Starship-månelander.

Starship blev i 2021 valgt af Nasa til opgaven Artemis 3 om en månelanding med astronauter, der er blevet udskudt til midten af 2027. Men Nasa vurderer, at månelandingen vil blive forsinket, hvis SpaceX skal levere månelanderen, siger Duffy.

- De (SpaceX, red.) gør bemærkelsesværdige ting, men de er bagud i forhold til tidsplanen, siger Duffy.

Han tilføjer, at USA's præsident, Donald Trump, ønsker, at missionen gennemføres, inden hans embedsperiode udløber i januar 2029.

Kina har et mål om at sende mennesker til Månen inden 2030.

Musk ser ud til at afvise, at andre selskaber er mere konkurrencedygtige end SpaceX.

- SpaceX bevæger sig med lynets hast sammenlignet med resten af rumfartsindustrien, skriver han på X som svar til en bruger mandag.

- Desuden vil Starship ende med at udføre hele månemissionen. Mærk jer mine ord, skriver han.

Artemis 3-missionen skal være den første bemandede månelanding siden Apollo 17 i 1972.

Bezos' rumfartsselskab, Blue Origin, har en Blue Moon-månelander under udvikling. Den har en lignende månelandingskontrakt med Nasa fra 2023, men denne handler om senere Artemis-missioner.

Blue Origin var utilfreds med Nasas beslutning om kun at vælge SpaceX til Artemis 3 i 2021 og har i årevis kæmpet for at overbevise Nasa og politikerne om at have et andet selskab som reserveløsning.

Selskabet Lockheed Martin ventes også at byde ind.

- Vi har samarbejdet med et tværfagligt team af virksomheder, og sammen ser vi frem til at imødekomme minister Duffys anmodning om at opfylde vores lands mål om at lande på Månen, siger selskabets chef, Bob Behnken, i en udtalelse.

Blue Origins administrerende direktør, David Limp, har angiveligt talt med Trump i løbet af sommeren, mens den republikanske præsident har været i konflikt med Musk.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

19. OKT 2025 • 13:59UDLAND
Israel udfører luftangreb i Gaza

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT