Nasa udskyder missioner med månelanding med endnu et år

6. DEC 2024 • 04:59UDLAND

Sidst Nasa udskød det ventede Artemis-program var i januar. Nu skubbes månemissionerne endnu et år.

Nasa udskyder sine næste månemissioner med endnu et år.

Det oplyser Nasa-chef Bill Nelson natten til fredag.

Her fremgår det, at rumagenturet skubber Artemis 2-missionen, der senest blev forsinket til september 2025 og involverer en bemandet flyvning rundt om månen. Den udskydes til april 2026.

Artemis 3, der er planlagt som den første astronaut-månelanding under programmet, er nu planlagt til midten af 2027 i stedet for september 2026.

- Hvis vi antager, at SpaceX-landingsfartøjet er klar, planlægger vi at opsende Artemis 3 i midten af 2027. Det vil være et godt stykke foran den kinesiske regerings annoncerede hensigt, lyder det fra Bill Nelson.

Kina har planer om at lande på Månen i 2030.

Årsagen til de nye forsinkelse er, at Nasa har afsluttet en undersøgelse af Orion-besætningskapslen og dens varmeskjold. Disse komponenter revnede og eksploderede delvist under den første ubemandede testmission i 2022, Artemis 1.

Artemis-programmet skal sende astronauter til Månen for første gang siden Apollo 17-missionen i 1972.

Artemis, der er opkaldt efter søsteren til guden Apollo i græsk mytologi, blev officielt annonceret i 2017 under USA's nyvalgte præsident, Donald Trumps, første præsidentperiode.

Programmet er en del af Nasas planer om at etablere en vedvarende tilstedeværelse på Jordens nærmeste rumnabo. Derfra kan erfaringerne bruges til en fremtidig mission til Mars.

Det anslås, at Artemis-programmet vil koste 93 milliarder dollar - 656 milliarder kroner - frem til 2025.

Artemis-programmet har været Nasa's topprioritet under Nelson.

Trump valgte natten til torsdag milliardæren og forretningsmanden Jared Isaacman som Nelsons efterfølger.

Efter udmeldingen sagde Nelson, at han havde talt kort med Isaacman og havde lykønsket ham. Han forventer, at den nye Trump-administration vil føre Artemis-programmet videre.

/ritzau/Reuters/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT