Mindst en dræbt og 20 såret i iransk missilangreb mod Tel Aviv
Et direkte iransk angreb mod storbyen Tel Aviv i Israel koster en kvinde livet og sårer 20 andre mennesker.
Mindst én person er dræbt og én er blevet alvorligt såret af et iransk ballistisk missil, der er slået ned i den israelske storby Tel Aviv lørdag aften.I alt er mindst 20 mennesker såret i angrebet, der også har udløst brande i byen. 17 af de sårede er dog kun kommet lettere til skade.
Det oplyser den israelske ambulancetjeneste Magen David Adom ifølge medierne Ynet og Times of Israel.
Den person, der er dræbt, er en kvinde i 40'erne, skriver Times of Israel. Hun blev slået bevidstløs og var i kritisk tilstand. Hun fik lægebehandling på stedet, men døde af sine kvæstelser, skriver mediet videre.
Iran har lørdag sendt adskillige missiler mod Israel som svar på et omfattende israelsk-amerikansk angreb mod Iran.
Flere steder i Israel er ramt, meddeler Israels militær ifølge nyhedsbureauet AFP.
/ritzau/
