Irans FN-ambassadør beskylder USA og Israel for krigsforbrydelser
FN-ambassadør hævder på møde i FN's Sikkerhedsråd, at angreb i Iran har kostet flere end 100 skolebørn livet.
USA og Israel har begået krigsforbrydelser i Iran, siger Irans FN-ambassadør, Amir-Saeid Iravani, lørdag på et hasteindkaldt møde i FN's Sikkerhedsråd.Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Iravani siger, at amerikanske og israelske angreb har ramt civil infrastruktur og dræbt mere end 100 børn på en skole.
- Antallet af (drab, red.) på uskyldige civile fortsætter med at stige. Der er ikke kun tale om en handling af aggression, men en krigsforbrydelse og en forbrydelse mod menneskeheden.
Det iranske retsvæsens nyhedsmedie, Mizan, har tidligere på dagen rapporteret om mindst 85 dræbte i forbindelse med et angreb mod en pigeskole i det sydlige Iran.
Meldingerne er ikke umiddelbart blevet bekræftet fra hverken amerikansk eller israelsk side.
Hastemødet i FN's Sikkerhedsråd blev arrangeret, efter at USA og Israel natten til lørdag indledte et omfattende angreb mod Iran.
Lørdag aften har USA's præsident, Donald Trump, sagt, at Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, er død. Meldingerne er ikke blevet bekræftet af Iran.
Begrundelsen for angrebet på Iran lyder, at landet ikke skal være i stand til at udvikle hverken atomvåben eller missiler, der kan nå USA.
Irans Revolutionsgarde har oplyst, at den har indledt et modangreb mod Israel, ligesom der er meldinger om iranske modangreb i Dubai og Abu Dhabi.
Iravani siger lørdag, at Iran vil forsvare sig selv.
- Alle baser, faciliteter og aktiver tilhørende fjendtlige styrker vil blive betragtet som legitime militære mål, siger han.
FN's generalsekretær, Antonio Guterres, siger under mødet ifølge Reuters, at han som følge af angrebet på Iran er ked af, at en mulighed for diplomati er blevet forspildt.
Bestyrelsen for Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA) holder et ekstraordinært møde mandag morgen klokken 09.00 dansk tid.
Omdrejningspunktet for mødet er USA's og Israels angreb på Iran, oplyser IAEA.
/ritzau/
