Mindst 30 nordkoreanske soldater er dræbt eller såret i kamp i Rusland

16. DEC 2024 • 10:47UDLAND

Nordkoreanske soldater er ifølge Ukraine dræbt eller såret i kampe i Kursk-regionen lørdag og søndag.

Mindst 30 nordkoreanske soldater er blevet dræbt eller såret i den russiske region Kursk, hvor Ukraine har taget kontrollen over dele af territoriet.

Det oplyser Ukraines militære efterretningstjeneste.

Tabene skal være sket i kampe i nærheden af landsbyerne Pljokhovo, Vorozjba og Martynovka i Kursk-regionen lørdag og søndag.

Enhederne bliver genopfyldt med friskt mandskab fra Nordkorea, lyder det.

Nordkoreanske soldater kæmper på Ruslands side i krigen mellem Rusland og Ukraine.

Ukrainske styrker gik i sommer ind i Rusland og fik kontrol over blandt andet Kursk.

Siden har Ruslands sendt mange soldater til området for at presse ukrainerne tilbage. Herunder blandt andet soldater fra Nordkorea.

Ifølge oplysninger fra USA er der kommet mindst 10.000 nordkoreanske soldater til Rusland, som siden har modtaget træning.

Lørdag sagde den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, i sin daglige tale til ukrainerne, at Rusland er begyndt at bruge nordkoreanske soldater i "et betydeligt antal" i angreb mod ukrainske styrker i Kursk.

Zelenskyj sagde desuden, at Ukraine har oplysninger, der tyder på, at de nordkoreanske soldater også vil blive sat ind andre steder end i Kursk.

Han anklagede desuden Rusland og præsident Putin for at eskalere krigen ved at sende nordkoreanere til fronten.

Rusland og Nordkorea har øget deres militære forbindelser siden den russiske invasion af Ukraine.

Ifølge embedsfolk fra den sydkoreanske regering skal Rusland have sendt olie, antiluftskyts og økonomisk hjælp til Nordkorea i bytte for soldater.

Nordkorea yder desuden omfattende støtte til Rusland i form af våben og ammunition.

Vesten frygter, at samarbejdet mellem Rusland og Nordkorea betyder, at Nordkorea i bytte for sine soldater får indsigt i Ruslands ekspertise, der kan hjælpe landet med at opruste med atomvåben.

I november sagde en kilde fra det ukrainske militær til AFP, at Ukraine nu kontrollerer 800 kvadratkilometer land i Kursk-regionen.

Ifølge kilden har Ukraine tidligere maksimalt kontrolleret knap 1400 kvadratkilometer i regionen.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT