Premierminister i Bangladesh træder tilbage under stormløb på palads

5. AUG 2024 • 12:49UDLAND

Tusindvis af mennesker stormer premierministerpalads, mens regeringslederen flygter og træder tilbage.

Bangladeshs premierminister, Sheikh Hasina, har mandag i hast forladt landets hovedstad, Dhaka, og hendes 15 år ved magten ser ud til at være ovre.

Imens meddeler landets militær, at det vil danne en midlertidig regering, efter at hun er trådt tilbage.

Hasina har ikke selv udtalt sig, men hendes afgang rapporteres af en række medier.

Tv-billeder viser, at demonstranter stormer premierministerens palads. Der skal være tale om tusindvis af demonstranter.

Hasina har været særdeles presset af de omfattende demonstrationer.

- Hun og hendes søster har forladt Ganabhaban (premierministerens officielle residens, red.) og søgt mod et mere sikkert sted, siger en kilde til AFP.

- Hun ønskede at optage en tale. Men hun fik ikke mulighed for at gøre det.

Billeder viser folkemængder, som løber ind i premierministerens residens og vinker til kameraet, mens de fejrer udviklingen.

Studerende begyndte med at protestere mod et nyt kvotesystem på arbejdsmarkedet.

Men protesterne har løbende udviklet sig til i højere grad at handle om, at den 76-årige Hasina efter 15 år på posten bør gå af.

- Jeg er inde i Ganabhaban-paladset, siger journalisten Yeasir Arafat til AFP.

- Der er over 1500 mennesker inde i paladset. De ødelægger møbler og glas.

Lederen af landets hær, Waker-Uz-Zaman, talte kort efter stormløbet mandag eftermiddag lokal tid til nationen. Her bekræftede han premierministerens afgang og oplyste, at der nu kommer en overgangsregering.

Det samlede antal personer, som har mistet livet i sammenstød i Bangladesh, er steget til mindst 300.

Det viste en optælling baseret på meldinger fra politi, embedsmænd og læger fra AFP tidligt mandag morgen.

Kvotesystemet, som var med til at sætte gang i demonstrationerne, betyder blandt andet, at knap hvert tredje ledige job i staten skal gå til slægtninge til krigsveteraner fra landets selvstændighedskrig mod Pakistan i 1971.

Det har skabt dyb utilfredshed blandt de unge, der oplever høj arbejdsløshed.

Generelt set er omkring hver femte af de 170 millioner indbyggere i Bangladesh uden arbejde. Men ledigheden er særligt høj blandt de unge.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT