Medier: Mor anholdt efter fund af død dreng på hotel i Sverige

27. SEP 2023 • 17:59UDLAND

Svensk politi holder igen med oplysninger om mistænkeligt dødsfald. Ifølge medier forvoldte mor sin søns død.

Et barn er fundet død på et hotel i den svenske by Växjö, skriver Smålandsposten.

En person er anholdt i forbindelse med dødsfaldet, der skete natten til tirsdag. Det oplyser svensk politi til avisen.

- Vi efterforsker et dødsfald med uklare omstændigheder, der skete i det centrale Växjö i løbet af natten til tirsdag. Anklageren har anholdt en person, siger en talsmand for politiet til avisen.

Politiet vil ikke oplyse alder eller køn på nogen af de involverede, og har ikke bekræftet, at den afdøde er fundet på et hotel.

Men politiet bekræfter over for en anden avis, Expressen, at den anholdte er i familie med afdøde.

Ifølge Expressens oplysninger er den anholdte en mor, som er mistænkt for uagtsomt at have forvoldt sin søns død. Han blev født tidligere i år, skriver avisen.

Over for nyhedsbureauet TT nøjes anklagemyndigheden med at bekræfte, at der er en ny sag i Växjö, hvor en person er mistænkt for at forvolde en andens død.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT