Medier: Israel bekræfter identiteter på to døde gidsler
Hamas overdrog onsdag yderligere to døde gidsler, og deres identiteter er nu bekræftet, skriver medier.
Israel har bekræftet identiteterne på to døde gidsler, der blev frigivet af den militante bevægelse Hamas onsdag aften.Det skriver nyhedsbureauet AFP og mediet The Times of Israel.
De to gidsler blev overdraget til Røde Kors i Gaza By og derefter overdraget til den israelske hær.
Da ligene ankom til Israel, blev kisterne inspiceret af hæren, beklædt med israelske flag og hædret i en kort ceremoni, som en rabbiner fra militæret stod i spidsen for, skriver The Times of Israel.
Ifølge mediet eskorterede politiet kisterne til et retsmedicinsk institut i Tel Aviv for at identificere gidslerne og fastslå dødsårsagen. Flere timer senere blev ligene identificeret.
Hamas har udleveret sammenlagt ti lig til Israel.
Et af ligene matcher dog ifølge det israelske militær ikke nogen af de gidsler, der har været i Hamas' varetægt.
Ifølge den aftale om våbenhvile mellem Israel og Hamas, der trådte i kraft fredag, er Hamas forpligtet til at udlevere alle 28 døde israelske gidsler.
Hamas meldte onsdag ifølge Reuters, at man har overdraget alle gidsler og lig, som det indtil videre har været muligt at finde.
Den militære gruppe oplyste videre, at der er brug for en indsats og særligt udstyr for at finde de resterende gidslers lig.
Israel har kritiseret Hamas for ikke at overdrage alle lig med det samme.
I et interview med CNN har USA's præsident, Donald Trump, sagt, at han vil overveje at lade Israel genoptage kampene i Gaza, hvis Hamas ikke overholder sin del af aftalen om våbenhvile - både afvæbning og udlevering af alle døde gidsler.
De 20 overlevende gidsler blev frigivet mandag efter to års fangenskab.
Som led i aftalen om våbenhvile har Israel udleveret 90 døde palæstinensere til Gaza.
Det er uklart, hvem de døde er, og hvorvidt de har mistet livet i israelsk fangenskab.
Israel har desuden løsladt næsten 2000 palæstinensiske fanger.
/ritzau/