EU-Domstolen giver Danmark medhold i sag om cabotagekørsel

16. OKT 2025 • 10:58UDLAND

Danmark har ikke handlet i strid med EU-retten ved at begrænse cabotagekørsel, fastslår EU-Domstolen.

EU-Domstolen giver Danmark medhold i, at det ikke var i strid med EU-retten, da Danmark indførte en begrænsning for cabotagekørsel med bus.

Sagen drejer sig om en administrativ praksis, som Danmark indførte i november 2019. Sagen er anlagt af EU-Kommissionen.

Praksissen medfører, at ikkedanske transportvirksomheder kun må udføre cabotagekørsel med bus, hvis transporten finder sted inden for "syv på hinanden følgende dage i en kalendermåned".

Konkret betyder det, at en udenlandsk transportvirksomhed ikke må udføre to cabotagekørsler med bus i Danmark i løbet af en kalendermåned, hvis der er mere end en uge mellem transporterne.

Kommissionen mener, at Danmark ved at indføre den praksis har begrænset transportvirksomhedernes muligheder for at udføre cabotagekørsel i Danmark.

Cabotagekørsel er transport af gods eller passagerer mellem forskellige destinationer i samme land med et transportmiddel fra et andet land.

Den danske praksis og dommen fra EU-Domstolen relaterer sig til bustransport.

I afgørelsen fra EU-Domstolen lyder det, at den danske praksis ikke er i strid med EU-retten.

Domstolen mener ikke, at EU-Kommissionen har bevist, at Danmark har tilsidesat sine forpligtelser i forbindelse med praksissen.

Da den danske regel blev indført i 2019 var det ifølge en pressemeddelelse fra Transportministeren et initiativ for at forhindre social dumping i vejtransportsektoren.

I den forbindelse lød det også, at reglerne i EU er uklare og upræcise, og at der ikke var nogen fælles retningslinjer for, hvordan reglerne skulle fortolkes.

I EU's forordning om cabotagekørsel fremgår det, at det er tilladt ved "lejlighedsvis kørsel".

I dommen lyder det, at begrebet "lejlighedsvis kørsel" er defineret på en måde, så medlemsstaterne selv kan beslutte, hvordan det skal anvendes.

For interesseorganisationen Dansk Erhverv er det positivt, at Danmark har vundet sagen, fordi det skaber klarhed om reglerne om cabotagekørsel med busser.

- Nu hvor dommen falder ud til Danmarks fordel, er det afgørende, at der bliver ført en effektiv håndhævelse, så konkurrencevilkårene er lige, siger Jesper Kronborg, branchedirektør for Dansk Erhverv Transport, i en skriftlig udtalelse.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT