Israel vil holde Rafah-grænsen lukket for nødhjælp til Gaza

16. OKT 2025 • 10:42UDLAND

Israel og Egypten forbereder sig på at åbne Rafah-grænsen for mennesker, men ikke for nødhjælp.

Der er ingen planer om, at der skal transporteres nødhjælp ind i Gaza via Rafah-overgangen, der ligger på grænsen mellem det sydlige Gaza og Egypten.

Det meddeler Cogat, som er et departement under Israels militær, der varetager civile forhold i de palæstinensiske områder, skriver Reuters.

Nødhjælp vil i stedet blive bragt ind i Gaza via grænseovergangen Kerem Shalom og andre grænseovergange.

- Det skal understreges, at humanitær nødhjælp ikke bliver sendt via Rafah-grænseovergangen. Det er ikke blevet aftalt på noget tidspunkt, skriver Cogat i en udtalelse til Reuters.

Til gengæld forbereder Israel og Egypten sig på at åbne grænsen for mennesker, der vil rejse ind og ud af Gaza.

Flere nødhjælpsorganisationer har gjort lastbiler klar til at køre fra Egypten ind i Gaza via Rafah med nødhjælp, men med den seneste melding fra Israel ser det ud til, at lastbilerne ikke får adgang fra Egypten.

Israel har tidligere advaret om, at landet ville holde Rafah-grænsen lukket, fordi den militante bevægelse Hamas' tilbagelevering af afdøde israelske gidsler er gået for langsomt.

Hamas har forpligtet sig til at overdrage 28 afdøde gidsler til Israel som led i aftalen om våbenhvile i Gaza.

Men siden våbenhvilen trådte i kraft, har Hamas kun overdraget ti lig, hvoraf ét har vist sig ikke at matche nogen af de israelere, som den militante bevægelse tog til fange eller dræbte 7. oktober 2023.

Israel kan endnu ikke sige, hvornår Rafah-grænsen bliver åbnet for personer.

En del af aftalen mellem Israel og Hamas handler om, at Israel skal øge mængden af nødhjælp, der må komme ind til Gaza, hvor der har været en ekstrem mangel på mad under krigen.

I weekenden begyndte lastbiler med nødhjælp at køre ind over grænsen til Gaza fra Israel, rapporterede flere medier, mens lastbiler holdt i kø ved Rafah.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT