Medie: Nordkoreanske soldater har været i kamp nær Ukraine
Ifølge anonyme embedsmænd fra USA har nordkoreanske soldater været i kamp nær grænsen til Ukraine.
Nordkoreanske soldater har været i kamp i den russiske Kursk-region.Det oplyser to anonyme embedsmænd fra USA ifølge nyhedsbureauet Reuters onsdag.
Kursk-regionen grænser op til Ukraine.
Ifølge en af de to anonyme embedsmænd var de nordkoreanske soldater i kamp mandag.
Embedsmændene oplyser ikke, hvorvidt soldater fra Nordkorea har mistet livet i forbindelse med kampene i Kursk.
Tirsdag lød det fra Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, at ukrainske styrker havde været i kamp med nordkoreanske styrker. Det oplyste præsidenten under en tale på tv ifølge Reuters.
Også den ukrainske forsvarsminister, Rustem Umerov, bekræftede, at der havde været en væbnet konfrontation med nordkoreanske soldater. Det gjorde han i et interview på den sydkoreanske tv-station KBS.
Han sagde, at der var tale om en "mindre konfrontation".
Der har i den seneste tid været meldinger om, at nordkoreanske soldater var kommet til Kursk-regionen.
Ukrainske soldater trængte tidligere på året ind i regionen og overtog kontrollen over et mindre område.
Mandag sagde en talsmand for Pentagon, USA's forsvarsministerium, at man vurderede, at der var mindst 10.000 nordkoreanske soldater i Kursk-regionen.
På det tidspunkt kunne USA dog ikke bekræfte, at de nordkoreanske soldater havde været i kamp.
Rusland har hverken be- eller afkræftet, at der er nordkoreanske soldater i Rusland.
Onsdag har det russiske parlament stemt enstemmigt for at ratificere forsvarssamarbejdet mellem Rusland og Nordkorea.
Ratificeringen betyder, at begge lande vil være forpligtede til ”øjeblikkeligt” at give militær bistand, hvis det andet land bliver invaderet.
Det sagde Nordkoreas leder, Kim Jong-un, og Ruslands præsident, Vladimir Putin, da de skrev under på samarbejdet i juni.
/ritzau/