Marius Høiby i gråd i retten: Mor og Haakon har altid hjulpet mig
Marius Borg Høiby mener, at det norske kronprinsepar blev smidt under bussen under vidneforklaring tirsdag.
Det norske kronprinspar har gjort alt for at hjælpe Marius Borg Høiby.Det siger han selv, da han afgiver forklaring i retten i Oslo onsdag, hvor han er tiltalt for 38 forhold - herunder voldtægt og vold i nære relationer.
Marius Borg Høiby kommenterer påstande, som hans ekskæreste Nora Haukland kom med, da hun blev afhørt i sagen tirsdag, skriver Aftenposten.
Her fortalte hun om en episode, hvor hun bønfaldt Norges kronprinspar om at hjælpe Marius Borg Høiby i afvænning for narkotikamisbrug.
- At hun sidder og siger, at de ikke har forsøgt at hjælpe. Den måde, som hun prøver at smide dem under bussen for at få opmærksomhed. Jeg kan fandeme ikke forstå det. Jeg kan ikke forstå det. De har ikke gjort andet, siger han.
Marius Borg Høiby bryder ud i gråd, mens han taler om sin mor, kronprinsesse Mette-Marit, og stedfaren, kronprins Haakon.
- Mor og Haakon har ikke gjort andet end at være verdens sødeste - både over for Nora og mig - og de har hjulpet mig på alle mulige måder.
- Og sådan som hun beskriver, at de er - jeg bliver så vred. Jeg har virkelig ikke ord, siger Marius Borg Høiby.
Nora Haukland fortalte i retten tirsdag, at hun i 2023 bad kronprinsesse Mette-Marit og kronprins Haakon "gøre noget" for at få Marius Borg Høiby i afvænning. På daværende tidspunkt var Haukland og Høiby gået fra hinanden.
- Marius går i bad, og jeg står der med hans mor og Haakon, og så bryder jeg bare sammen og siger: "Nu må I hjælpe ham, kan I ikke se, at han har brug for hjælp?".
- Og de sagde, at "dette er ikke dit ansvar", og jeg sagde, "men gør dog noget, få ham på afvænning, det kommer ikke til at gå godt", sagde Nora Haukland.
Senere - efter at Høiby tilsyneladende var kommet i afvænning - mente kronprinsparret ifølge Nora Haukland ikke, at det var noget for ham.
- Og så havde jeg ligesom kontakt med dem efterfølgende, og de skulle sende ham på afvænning, og de skulle gøre de ting.
- Og pludselig var de sådan: "Men denne afvænning, den er meget fin, men lige denne måned og næste måned er det mest gamle mennesker, der er der, og det bliver ikke så sjovt for Marius at være der", sagde Haukland i retten.
Retssagen mod Marius Borg Høiby blev indledt i begyndelsen af februar og fortsætter efter planen frem til 13. marts.
Marius Borg Høiby har allerede siddet i vidneskranken flere gange i sagen, hvor en lang række andre vidner og formodede ofre også er indkaldt.
15 af tiltalepunkterne vedrører forhold, som Marius Borg Høiby skal have begået mod Nora Haukland - herunder vold. Haukland er i Norge kendt som influencer og deltager i flere realityprogrammer.
/ritzau/
