To teenagere og to voksne har mistet livet i en ulykke, hvor tog påkørte skolebus i Belgien, siger minister.
En skolebus er tirsdag morgen blevet ramt af et tog i Buggenhout i Belgien, skriver belgiske medier.To teenagere, en buschauffør og en voksen, der ledsagede børnene, har mistet livet i ulykken, siger den belgiske transportminister, Jean-Luc Crucke, ifølge mediet RTL.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Video fra stedet viser flere udrykningskøretøjer.
Bussen, der blev ramt, var en minibus, som blev brugt til skoletransport.
Ulykken skete omkring klokken 08.15 ved en jernbaneoverskæring nær stationen i Buggenhout, som ligger lidt uden for Bruxelles.
Ifølge Jean-Luc Crucke var bommene nede, da ulykken skete.
Den belgiske indenrigsminister, Bernard Quintin, skriver på det sociale medie X, at han "med dyb sorg har fået besked om den tragiske ulykke".
- Mine tanker går til ofrene og deres pårørende, skriver han.
Omkring 100 passagerer på toget er blevet evakueret og er blevet bragt til den nærliggende brandstation, skriver VRT. En af passagererne er i chok og modtager behandling.
Het Laatste Nieuws har været i kontakt med togpassageren Jens, hvis fulde navn ikke oplyses. Han siger, at det hele skete på "et par sekunder".
- Vi mærkede et højt brag, og et vindue i den forreste del af toget knustes, siger han.
Togtrafikken på strækningen er blevet midlertidigt indstillet. Der er indsat erstatningsbusser.
EU's Kommissionsformand, Ursula von der Leyen, skriver, at "Europa sørger med Belgien" tirsdag.
Belgien har ifølge nyhedsbureauet Reuters en historie med mange ulykker ved jernbaneoverskæringer. Jernbanenettet går på kryds og tværs af byer og landsbyer i det tætbefolkede land.
I 2025 døde fem mennesker i den slags ulykker i Belgien ifølge Infrabel, som driver det belgiske jernbanenetværk. Det var det laveste tal siden 2020.
/ritzau/