Mænd skyder politiinspektør for øjnene af søn i nordirsk by

26. FEB 2023 • 03:15UDLAND

En kriminalinspektør blev skudt for øjnene af sin søn ved et sportsanlæg i byen Omagh. Seks mænd anholdt.

I en opsigtsvækkende sag fra Nordirland har politiet anholdt en sjette person mistænkt for et drabsforsøg på en højtstående politiinspektør i den lille by Omagh.

Det oplyser nordirsk politi lørdag aften.

Kriminalinspektør John Caldwell er fortsat i kritisk tilstand, efter at han blev angrebet af to bevæbnede mænd i Omagh i County Tyrone onsdag aften.

Her blev han skudt for øjnene af sin lille søn på et sportsanlæg, hvor han træner et ungdomshold i fodbold.

Ifølge politiet affyrede de to bevæbnede mænd adskillige skud.

Nordirsk politi oplyser lørdag aften, at det har anholdt en 71-årig mand i Omagh i henhold til terrorlovgivningen.

Manden er den sjette person, der er blevet anholdt i sagen. Fem andre mænd i alderen 22, 38, 43, 45 og 47 år er allerede i politiets varetægt.

Politiet har mistanke om, at mændene kan have forbindelse til den paramilitære gruppe The New IRA.

Gruppen blev dannet i 2012 som en udbrydergruppe fra den historiske Irish Republican Army (IRA), der i næsten 100 år førte en væbnet kamp mod det britiske styre i Nordirland.

Gruppen betragtes som en terrororganisation af blandt andet Storbritannien og USA.

Tidligere lørdag samledes hundredvis af mennesker på hovedgaden i Omagh for at vise deres modstand mod paramilitær vold i Nordirland.

- Vi skal ikke tilbage, stod der på skilte, som flere demonstranter holdt op.

Menneskemængden var samlet foran retsbygningen i Omagh ikke langt fra det sted, hvor en bilbombe i 1998 dræbte 29 mennesker, heriblandt en gravid kvinde, som ventede tvillinger. Omkring 220 andre blev såret.

Bag bilbomben stod Real Irish Republican Army (Real IRA).

Tidligere på dagen stod fodboldklubben Beragh Swifts, hvor kriminalinspektør John Caldwell arbejder frivilligt som træner, i spidsen for en solidaritetsvandring gennem landsbyen Beragh i udkanten af Omagh.

/ritzau/dpa

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU