Macron vælger 39-årig ekskonservativ som ny premierminister
Udnævnelsen af Lecornu går imod nogle analytikeres forventninger om, at Macron ville dreje mod venstre.
Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, har udpeget forsvarsminister Sébastien Lecornu som ny premierminister.Det meddeler Élysée-palæet tirsdag aften.
Lecornu afløser François Bayrou, som mandag tabte en tillidsafstemning i parlamentet og tirsdag måtte indgive sin afskedsbegæring til Macron.
Bayrou fik ni måneder på posten.
Den 39-årige Lecornu er tidligere medlem af det konservative parti Republikanerne.
Men han forlod partiet i 2017, da Macron første gang blev valgt, og sluttede sig i stedet til præsidentens midterparti, som i dag hedder Renaissance.
Udnævnelsen af Lecornu går imod nogle analytikeres forventninger om, at Macron ville dreje mod venstre.
Valget af Lecornu tyder ligeledes på, at Macron har i sinde at fortsætte med en mindretalsregering, der står fast på hans erhvervsvenlige reformdagsorden.
Regeringen har blandt andet sænket skatterne for virksomheder og de velhavende og har hævet pensionsalderen.
Ved at give posten til Lecornu risikerer Macron at skubbe det centrum-venstreorienterede socialistparti længere fra sig.
Hvis det sker, kan præsidenten og hans regering blive afhængige af Marine Le Pens højrenationale parti, National Samling, hvis de skal sikre sig støtte i parlamentet.
Det første, Lecornu skal kaste sig over, bliver at skabe enighed om finansloven for 2026.
Det var den opgave, der fældede Bayrou. Han havde presset på for omfattende besparelser for at mindske et underskud, der nu er næsten dobbelt så højt som EU's loft på 3 procent af bruttonationalproduktet (bnp).
/ritzau/