Trump inviterer europæiske ledere til endnu et møde

8. SEP 2025 • 04:23UDLAND

USA's præsident er utilfreds med situationen i Ukraine og indkalder europæiske ledere for at finde en løsning.

Europæiske ledere tager mandag og tirsdag til USA for at diskutere en løsning på krigen i Ukraine.

Det fortæller USA's præsident, Donald Trump, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Det fremgår endnu ikke, hvilke landes ledere der vil deltage i møderne.

Møderne vil foregå "individuelt", fortæller Trump.

- Enkelte europæiske ledere vil komme til vores land mandag eller tirsdag hver for sig, siger Trump om planerne.

Donald Trump fortæller samtidig, at han har planer om at tale med Ruslands præsident, Vladimir Putin, meget snart.

- Jeg er ikke glad for Rusland-Ukraine-situationen, lyder det fra Donald Trump.

I august besøgte en række europæiske ledere Trump i Det Hvide Hus for at diskutere samme emne, uden at der dog kom det store ud af mødet.

Ud over Ukraines præsident, Zelenskyj, deltog EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, og Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, på mødet.

Det samme gjorde statsoverhoveder for henholdsvis Italien, Storbritannien, Tyskland og Finland. Også Natos generalsekretær, Mark Rutte, deltog, skriver Trump.

Tidligt mandag morgen ser ingen af dem endnu ud til at have reageret på Trumps udmelding om mødet.

Det forrige møde fandt sted få dage efter, at Ruslands præsident, Vladimir Putin, besøgte Trump i Alaska.

For den amerikanske præsident har der længe været et fokus på at sikre et møde mellem Putin og Zelenskyj.

I sidste uge gentog den amerikanske præsident ifølge ABC News over for mediet The Daily Caller sin ambition om et møde.

Onsdag lød det fra den russiske præsident, Vladimir Putin, at han gerne ville mødes med sin ukrainske modpart i Moskva.

Det sagde han på et pressemøde i Kinas hovedstad, Beijing.

Han gentog forslaget igen fredag, hvor han sagde, at det bedste sted til et møde ville være Ruslands hovedstad.

Men Ukraines præsident afviste fredag forslaget fra Ruslands præsident.

- Han (Putin, red.) kan komme til Kyiv (Ukraines hovedstad, red.).

- Jeg kan ikke tage til Moskva, når mit land er under missiler, er under angreb hver dag. Jeg kan ikke tage til denne terrorists hovedstad, lød det fra den ukrainske præsident.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT