Macron og saudisk kronprins opfordrer til valg i Libanon
Et præsidentvalg vil kunne betyde stabilitet og sikkerhed i Libanon, lyder det fra Macron og bin Salman.
Den franske præsident, Emmanuel Macron, og den saudiarabiske kronprins, Mohammed bin Salman, opfordrer til, at der udskrives præsidentvalg i Libanon.Det skriver Macrons kontor sent mandag aften i en udtalelse ifølge nyhedsbureauet AFP.
- Formålet er at bringe det libanesiske folk sammen og gennemføre de reformer, der er nødvendige for stabilitet og sikkerhed i landet, lyder det i udtalelsen.
Opfordringen kommer i forbindelse med, at den franske præsident mandag mødtes med den saudiarabiske kronprins under et statsbesøg i Saudi-Arabien.
I sidste uge trådte en våbenhvile i kraft mellem Israel og den militante libanesiske bevægelse Hizbollah.
Våbenhvilen har i vidt omfang fået kampene til at ophøre.
Israel har dog flere gange angrebet mål, som ifølge Israel bryder våbenhvilen.
Imens har Libanon beskyldt Israel for med disse angreb at bryde våbenhvileaftalen.
Senest meddelte det libanesiske sundhedsministerium mandag aften, at israelske angreb mod to landsbyer i det sydlige Libanon havde dræbt mindst ni personer.
Det israelske militær, IDF, har begrundet angrebet med, at det ramte "Hizbollah-terrorister, affyringsramper og terrorinfrastruktur".
Fra USA's side var vurderingen mandag eftermiddag, at den skrøbelige våbenhvile fortsat holder.
- Generelt set er det vores vurdering, at på trods af nogle af de hændelser - som vi ser - holder våbenhvilen, sagde Pentagon-talsmand Patrick Ryder ifølge AFP.
Temperaturen i konflikten mellem Israel og Hizbollah var i månederne op til våbenhvilen steget til kogepunktet efter mere end et år med skududvekslinger på tværs af grænsen mellem Israel og Libanon.
Konflikten blev optrappet yderligere, da israelske landtropper gik ind i Libanon natten til den 1. oktober i år.
Hizbollah er - ligesom den palæstinensiske Hamas-milits - støttet af Iran.
Hizbollah begyndte at sende raketter mod Israel, da krigen mellem Hamas og Israel brød ud i Gaza 7. oktober sidste år.
/ritzau/