Løkke ønsker hurtigt gennembrud for erstatningslån til Ukraine

20. OKT 2025 • 10:27UDLAND

Løkke støtter Trumps forslag om en våbenhvile på kontaktlinje. Samtidig skal støtten til Ukraine øges.

Ukraine skal have adgang til et lån fra de indefrosne russiske midler. Og der må gerne komme et gennembrud i den retning på denne uges EU-topmøde.

Det siger udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) på vej ind til udenrigsministermøde i Luxembourg mandag.

- Vi skal øge støtte til Ukraine. Vi har brug for et gennembrud, når det gælder et lån til Ukraine fra de indefrosne russiske midler.

- Ukraine kan forsvare sig selv, men har brug for økonomisk støtte, siger Løkke.

EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, har foreslået, at Ukraine får et "erstatningslån" på 140 milliarder euro fra de indefrosne russiske midler.

Det skal betales tilbage, hvis Rusland til gengæld betaler erstatning efter krigen. Det er dog uvist, om Rusland vil sige ja til det som del af en fredsaftale.

Midlerne er indefrosne i finansmarkedsvirksomheden Euroclear i Belgien. Her er man bekymret for, at Rusland vil kunne rejse et erstatningskrav mod Belgien, hvis midlerne gives til Ukraine.

Derfor presser Belgien på, for at alle EU-landene skal garantere for lånet. Det vil sige, at EU-landenes skatteydere i sidste ende kan komme til at betale lånet tilbage, hvis Ukraine ikke kan gøre det.

EU-Kommissionen fastholder dog, at midlerne ganske enkelt vil forblive indefrosne, hvis Rusland ikke betaler erstatning. Det kan dog lyde som netop den konfiskation, som EU's egne jurister har udelukket som en mulighed.

Derfor er Belgien bekymret.

EU-landene er dog ved at løbe tør for muligheder. Store EU-lande som Tyskland og Frankrig kæmper med en svag økonomi, som står i vejen for at donere penge direkte til Ukraine, der vil mangle penge ved udgangen af første kvartal næste år.

Håbet er derfor, at EU-landenes stats- og regeringschefer giver et foreløbigt nik til lånet på denne uges EU-topmøde i Bruxelles. Derefter ventes EU-Kommissionen at fremsætte et konkret forslag.

På mandagens møde er Danmark i kraft af EU-formandskabet for bordenden.

Det er normalt en rolle, der kræver neutralitet, men denne gang vil Danmark presse på for bedre byrdedeling mellem EU-landene, når det gælder støtten til Ukraine, siger Løkke.

- Danmark yder en stor støtte til Ukraine, men andre EU-lande kan gøre mere. Vi har et problem med byrdedeling, og det vil vi rejse på mødet, siger Lars Løkke Rasmussen.

Det er blandt andet sydeuropæiske lande som Frankrig og Spanien, der holder igen med støtten.

Til gengæld er de nordeuropæiske og baltiske lande blandt dem, der giver mest til Ukraine.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT